Skulptur-udstilling skal tjene flere penge på mad
Skulpturerne på stranden skal i fremtiden i højere grad skylles ned med mad og drikkevarer. Sculpture by the Sea efterlyser ny restauratør
Sculpture by the Sea har fremover planer om at tjene flere penge på deres gæsters sult og tørst.
Derfor opfordrer udendørsudstillingen nu alle restauratører til at give et bud på, hvilke mad og drikkevarer der kan serveres langs stranden syd for Aarhus.
Sculpture by the Sea, der er afholdt hvert andet år siden 2009, har tidligere haft forpagtere til at sælge lettere cafémad, som eksempelvis burgere, tapas og is.
Fremover vil den entre-løse udstilling gerne tilbyde et mere varieret udbud.
"Tidligere har udbuddet været fint nok. Men i og med at det er dyrt at etablere faciliteterne på stedet og i det hele taget afholde udstillingen, så kunne vi godt tænke os at tjene mere på salget af mad og drikke. Og derfor efterlyser vi nye spændende ideer," siger Niels Søndergaard, der er teknisk chef for Sculpture by the Sea.
Et større salg fremover
Sidste år var restauratørens omsætningen på ca. 1,2 mio.kr., og det, håber den tekniske chef, kan gøres bedre.
"Det har ikke umiddelbart været et sted, hvor vi har solgt særligt meget mad og drikke. Men spise- og drikkemuligheder er også en del af udstillingen, og det vil vi gerne gøre mere ud af i fremtiden. Vi har jo omkring en halv mio. besøgende, så vi mener, der kunne være et større salg," siger Niels Søndergaard.
Han oplyser, at en aftale med en restauratør bl.a. vil indeholde en forpagtningsafgift, som enten kan være et fast beløb, en procentdel af bruttoomsætningen eller en kombination. Det vil blive aftalt med den nye forpagter. Det ligger dog fast, at der som tidligere år på forhånd skal betales et depositum på 50.000 kr., så Sculpture by the Sea er sikre på, at forpagteren ikke løber fra sin forpligtelse om at levere mad til arrangementet.
Udstillingen tager imod forpagtningstilbud frem til den 25. august. En måned herefter forventer den tekniske chef at kunne vælge forpagter.
Sculpture by the Sea afholdes næste gang fra den 5. juni til den 5. juli 2015.