Fortsæt til indhold

Iværksætter fra Hillerød vil åbne butikker i mange flere lande

Det hele begyndte i et lille lokale på Frydenborgvej. I dag er MyTrendyPhone at finde i 11 lande, og der er planer om at udvide

Samfund
Jens Berg Thomsen

Silvan Popovic' firma MyTrendyPhone er gået fra 15 kvadratmeter på Frydenborgvej til at have centrallager i Polen og 200 ansatte i flere lande

På Frydenborgvej i Hillerød lejede Silvan Popovic sig for omkring ti år siden ind på 15-20 kvadratmeter og grundlagde sin virksomhed. I år forventer han en omsætning på omkring en kvart millard og har oprettet et nyt centrallager i Polen til det, virksomheden sælger: Tilbehør til mobiltelefoner.

"Jeg begyndte med at sælge covers til Nokia 3310. Men det var også svært at finde reservedele til mobiltelefoner som batterier. Og hvis man endelig fandt det, var det ekstremt dyrt," siger Silvan Popovic.

Grossister i Tyskland

Gennem nogle grossister i Tyskland kunne han levere batterier og covers tre-fire gange billigere, end man kunne købe tingene for i Fona, husker han. Firmaet har stadig hjemme på Frydenborgvej i det tidligere teglværk, men lageret er i dag flyttet til Polen.

"Vi har flyttet rundt ude på Frydenborgvej, når vi har haft behov for det. Men lagerpladsen blev for lille til sidst, og det var upraktisk at skulle op og ned af trapper, samtidig med at de gamle ovne stadig står ude i bygningerne," siger Silvan Popovic.

Centrallageret i Polen gør ikke nogen forskel for kunderne, fortæller han, og han kan stadig levere fra dag til dag til de danske kunder, som udgør omkring halvdelen af forretningen.

"De mærker ikke noget. Vi kan køre til fra Polen til Fredericia, så folk får leveret deres varer lige så hurtigt," siger han.

Der er 200 ansatte i hele MyTrendyPhone, heraf er der 15 i Hillerød.

Afviste at sælge

MyTrendyPhones årsregnskab for 2013 vidner om et overskud på ti millioner kroner før skat. Det er næsten en firedobling i forhold til året før. Og der har også været interesse i at købe firmaet op, fortæller Silvan Popovic.

"Vi har haft interesse fra en investor, der var interesseret i, at jeg skulle blive i virksomheden efter overtagelsen. Men det ville have betydet, at jeg kunne ikke rigtig bestemme længere. Jeg endte med at sige nej, for vi havde ikke behov for likviditet i virksomheden, og jeg var ikke helt færdig selv med MyTrendyPhone, så det blev ikke til noget," siger han.

MyTrendyPhone udvidede hurtigt til Sverige og Norge efter sin opstart for omkring ti år siden. I dag er selskabet at finde i 11 lande, men hen over de kommende måneder skal det tal fordobles, lyder det fra direktøren og ejeren.

"Det er gået stærkt. Vi har nydt godt af, at online er eksploderet gennem de sidste ti år," siger han.

Fysiske butikker supplerer en webshob, mener Silvan Popovic. Her er det MyTrendyPhones fysiske butik i Hillerød

Også fysiske butikker

MyTrendyPhone er en e-handelsbutik, men selskabet har også oprettet fysiske butikker i København og på Frydenborgvej i Hillerød. Butikkerne skal supplere handlen på internettet, lyder strategien fra Silvan Popovic.

"Erfaringen fra Danmark er, at kombinationen af fusiske butikker og webshops giver gode synergimuligheder. Tilføjelsen af strøgbutikkerne øger også onlinesalget. Det er et spørgsmål om troværdighed og tryghed i købet," siger han.

Butikken på Frydenborgvej ligger dog lidt gemt af vejen i Hillerød i forhold til midten af byen, men Silvan Popovic fortæller, at han arbejder på at få en butik med en mere central placering.

Tanken er, at der skal være en fysisk butik i alle de lande, MyTrendyPhone også har en webshop i.

MyTrendyPhone har omkring 15 ansatte i Hillerød i dag og omkring 200, når man tæller alle med.

"Vi lavede en liste forleden dag over de ansatte. Faktisk blev jeg overrasket. Jeg var ikke klar over, vi var så mange," siger Silvan Popovic.

Hovedkontoret i MyTrendyPhone ligger i Hillerød, og Danmark er også det sted, selskabet omsætter mest.