Alt fra ’Tarzan’ og vågekone sætter fokus på frivillighed
Håndbolddommer Hans Henrik Staal og verdensmester i BMX, Thomas ’Tarzan’ Hansen kan du møde til frivillig fredag
Favrskov kommune afholder forskellige frivillige arrangementer i alle fire kulturhuse fredag 26. september, hvor der er en bred vifte af aktiviteter for alle aldersgrupper, det hele vil foregå i tidsrummet 15.00 til 19.00.
InSide i Hammel lægger skarpt ud med en skateropvisning af den kendte BMX Verdensmester Thomas 'Tarzan' Hansen. Dine skater-færdigheder kan du afprøve på en bane, med dit eget skateboard eller løbehjul. Du kan teste dig i nye sportsgrene som asfalt curling, FunBall og Crossboccia.
Indendørs er der åbne værksteder, lokalarkivet holder åbent, bowling med gratis prøvespil og musik spilles af den lokale folk/rock-musiker Hans Bruun. Klokken 17.00 kommer fortælleren Vibeke Svejstrup til lokalarkivet og fortæller en historie om dét at være fortæller.
Genbrugstøj vises frem
I samlingsalen i Ulstrup er der modeopvisning med tøj fra Røde Kors, førstehjælp- og forebyggelses-kurser.
Medlemmer fra 'Nørkleriet' viser deres kreative sider, Vågekonen vil fortælle om ordningen og fra klokken 14.30 er der foredrag med Hans Stavnsager.
Sodavandsdiskotek
Sløjfen i Hadsten får besøg af en masse gamle veteranbiler og motorcykler, spejderne byder på bål og snobrød og slutter arrangementet af med et sodavandsdiskotek med live dj.
Dørene har åben fra klokken 20.00 til 23.00. For 5, 6, og 7 klasserne.
Minisundhedscafé
Hinnerups bibliotek holder 'Minisundhedscafé' med patientforeningerne med flere og det foregår i foyeren og kl. 16.30 kommer Hans Stavnsager og holder foredrag.
Kondibingo
Derudover vil der på alle plejehjem i Favrskov kommune være 'Åben hus med gratis brunch fra kl. 10.00 til 12.00.'
Her vil der samtidig foregå en masse lokale frivillige aktiviteter, heriblandt banko og kondibingo, Kirkens Korshær og Røde Kors i Hinnerup holder 'bytte tøj' dag, hvor man i Røde Kors kan finde tøj fra og informationer om Kirkens Korshær, og omvendt i Kirkens Korshærs forretning.
Frivillig træf i Hammel
Dagen før, torsdag 25. september, afholdes frivillig træf i InSide i Hammel, hvor der præsenteres forskellige ideer til hvordan man bedst muligt kan styrke det frivillige engagement i Favrskov Kommune.
En ny frivillighedsportal bliver lanceret og der gives eksempler på, hvordan vi sammen kan styrke frivilligheden og få flere frivillige engageret, alle er velkommen til at deltage eller give en hånd med.