Fortsæt til indhold

Danmarksmestre i brand og redning

Endnu engang har de frivillige fra Brand og Redning Skanderborg vist deres værd og vundet førstepladsen i 5-kamp ved Beredskabsforbundets landsstævne

Samfund
Grethe Bo Madsen

De vandt i år 2000, i 2002, i 2004, i 2008, i 2012 og nu har de gjort det igen.
De beredskabsfrivillige fra Brand og Redning Skanderborg har endnu engang vundet Danmarksmesterskabet i 5-kamp ved Beredskabsforbundets landsstævne.
“5-kampen er meget fysisk krævende. Alligevel gennemførte holdet opgaverne på bare 23 minutter og 36 sekunder. Et minut hurtigere end holdet fra Djursland, der kom ind på en andenplads, og mere end 10 minutter hurtigere end holdet, der kom ind på tredjepladsen. Det er en rigtig flot indsats, som vi er stolte over,” siger en glad Michael Lassen, leder af Beredskabsforbundets Skanderborgkreds.
5-kampen består af forskellige beredskabsopgaver, der hver relaterer sig til situationer, de frivillige kan komme ud for i forbindelse med brand og redningssituationer.

Opgaver fra det virkelige liv

Blandt andet skulle de frivillige ved hjælpe af tre-ben og talje løfte en byrde på 100 kilo, løse en lænseopgave, yde førstehjælp, koge vand i store gryder på et feltkomfur og løse en pumpeopgave.
“Det frivillige beredskab stiller op når der er behov for ekstra ressourcer, for eksempel i forbindelse med ekstreme vejrsituationer som skybrud, storme og snestorme, eller i forbindelse med brand. Og opgaverne i 5-kampen passer meget godt til den type opgaver, de frivillige i Skanderborg typisk kaldes ud til,” fortæller Michael Lassen.
“I det virkelige liv kunne det være en situation, hvor vi skal hjælpe nogen fri, der sidder fastklemt, og lænseopgaven svarer meget godt til den opgave, vi stod med sidste jul, da plejecentret i Låsby blev oversvømmet. Pumpeopgaven svarer til at skulle pumpe vand hurtigt frem fra en sø eller et vandløb i forbindelse med en brand,” forklarer han.
“Vi kan også komme ud for situationer, hvor vi skal bespise mange mennesker, og så skal det gå stærkt ved gullash-kanonen.”

Caption Caption

Med ved katastrofen i Seest

Over 400 frivillige fra landets redningsberedskaber var samlet ved landsstævnet, der finder sted hvert andet år.
“Det er selvfølgelig et rart skulderklap, at de frivillige fra Skanderborg vandt, men stævnet har også stor social betydning. Det er godt at se, hvad de andre kan og møde hinanden. Når man kender hinanden, går det også lettere, når man skal løse opgaver sammen, og det sker jo indimellem,” fortæller Michael Lassen.
Han peger på fyrværkerikatastrofen for snart 10 år siden i Koldings-forstaden Seest, hvor der blev indkaldt beredskabsfrivillige fra det meste af Jylland og også fra Brand og Redning Skanderborg.