Kom til frivilligmesse i Kulturhuset
Lørdag 27. september er der frivilligmesse i Kulturhuset i Skanderborg
Går du rundt med en frivillig i maven, så skal du sætte et stort kryds i kalenderen på lørdag 27. september.
Her er der nemlig Frivilligmesse i Kulturhuset i Skanderborg, hvor man kan få en snak med frivillige og se, hvilke muligheder der er i Skanderborg Kommune for at arbejde som frivillig.
”Der gøres i det daglige et enormt stort stykke arbejde rundt i de mange foreninger, der udfører frivilligt socialt arbejde, og Frivilligmessen er arrangeret for at gøre borgerne i Skanderborg Kommune opmærksomme på alle disse tilbud,” udtaler frivilligkoordinator Jette Engelbrecht i en pressemeddelelse.
På messen vil der rundt omkring være boder, hvor der også vil være muligt at deltage i konkurrencer.
Til at åbne messen kommer borgmester Jørgen Gaarde (S) for at holde en tale. Herefter vil der være underholdning i form af Helle og Leif på harmonika, Jonas på elklaver og Selma, Karen og Sisse fra Musikskolen på el-klaver. Klovnen Fione kommer også forbi.
Det er gratis at være med til alle aktiviteter. Messen starter lørdag 27. september klokken 10.00 og fortsætter frem til klokken 14.00 i Kulturhuset i Skanderborg.