Fortsæt til indhold

Cafe vil have pengene tilbage for gebyr

I cirka 15 år har Cafe Mig og Annie betalt udeserveringsgebyr til kommunen. Nu vil ejeren have penge tilbage fra kommunen, da flere af hans konkurrenter ikke har betalt

Samfund
Af Theis Otzen

Det omdiskuterede udeserveringsgebyr er snart fortid i Lyngby. DGO kunne for et par uger siden fortælle, at Lyngby-Taarbæk Kommune ikke har været gode nok til at indkræve penge fra de cafeer og forretninger på Lyngby Hovedgade, som lagde beslag på dele af gadens offentlige fortov. Siden blev ordningen sløjfet i den netop indgåede budgetaftale efter ønske fra flere borgerlige partier. En af de eneste forretninger, der har betalt udeserveringsgebyret hvert år i de seneste mange år er, Cafe Mig og Annie på Lyngby Hovedgade 44. Her undrer cafeejer Thomas Engelbrecht sig over, hvorfor han som den eneste har overholdt sin betalingspligt i alle årene, gebyret har eksisteret. "Café Mig og Annie har i de cirka 15 år, cafeen har ligget på hovedgaden, hvert år fået opkrævning fra kommunen vedrørende benyttelse af udearealet. Vi har selvfølgelig betalt i tro om, at det var ens for alle erhvervsdrivende i kommunen. Jeg mener, at det er ret og rimeligt, at kommunen tilbagebetaler beløbet for alle de år, de ikke har håndhævet deres egne regler overfor de øvrige erhvervsdrivende – det skal vel ikke kunne betale sig at snyde, eller at ”glemme” og søge om ret til benyttelse af arealer," lyder det fra Thomas Engelbrecht. Han er indtil nu blevet afvist af den afdeling på rådhuset, der har indkrævet beløbet, men har i stedet henvendt sig til borgmesterkontoret. Herfra er han blevet sendt videre i systemet og venter stadig på svar. "Jeg synes ikke, at jeg skal behandles anderledes end alle andre. Vi skal behandles lige. Jeg er blevet straffet for at være for lovlydig. Det er kommet mine kunder til gene, for når jeg skal sælge en caffe latte har den været dyrere end andre steder, fordi jeg har haft højere omkostninger end de af mine konkurrenter, der ikke har betalt gebyret," siger Thomas Engelbrecht.

Formand: Ingen frihjul

Hos Lyngby-Taarbæk Kommune fastslår erhvervs- og beskæftigelsesudvalgsformand Anne Jeremiassen overfor DGO, at der ikke er nogen, der kommer til at køre på frihjul. "Alle dem, der skulle have betalt, får en opkrævning nu her inden årets udgang. Jeg kan godt se, at det vil være urimeligt, hvis Cafe Mig og Annie var de eneste, der skulle betale, men sådan bliver det ikke," siger Anne Jeremiassen (LA). Fra 2015 er udeserveringsgebyret afskaffet i Lyngby-Taarbæk Kommune. Det samme har Københavns Kommune allerede gjort.