Fraværet falder i byrådet
Sammenligner man februar med september i år er fraværet i udvalgene faldet med hele 77%
Gribskov: I starten af året kiggede Ugeposten nærmere på byrøddernes fravær til udvalgsmøderne, og her var tydeligvis plads til forbedring. Det ser nu ud til, at det har vundet genklang hos de folkevalgte politikere, der i løbet af september kun kan skrive tre afbud til udvalgsmøderne på listen. To af disse kommer i øvrigt fra Thomas Elletoft (G), der vikarierer for Morten Jørgensen og derfor kan have haft gode grunde til ikke at have afstemt kalenderen med de nye opgaver endnu. Herudover var kun Jannich Petersen (V) fraværende i denne måned.
Sammenligner man det med situationen i februar, var tallene knap så imponerende, for her var fraværet helt oppe på 13 afbud til udvalgsmøderne. Særligt Poul Erik Høyer (V) lagde sig i spidsen her og stod alene for de tre af afbudene. Han må dog siges at have vendt skuden og imponerer med et perfekt fremmøde i september måned.
Ser man nærmere på samme to måneder til byrådsmøderne er der også fremgang at spore. I februar måtte man undvære henholdsvis Jannich Petersen(V), Jørgen Simonsen(V) og Nick Madsen(V) i byrådssalen, mens alle pladser var indtaget til byrådsmøderne i september.