Fortsæt til indhold

Hvad er din undskyldning for ikke at gøre en forskel?

Skanderborg Kommune mangler frivillige, ressourcestærke voksne, der har lyst til at gøre en forskel for unge med små eller store problemer

Samfund
Grethe Bo Madsen

Succeshistorierne står i kø, men mentorordningen Come Together har brug for flere voksne, ressourcestærke frivillig, der har lyst til at gøre en forskel for usikre unge med større eller mindre problemer ved at være mentor for dem på deres vej ud i livet.
Lokalavisen skrev i februar om projektet, Come Together, som da netop havde fået et kommunalt tilskud på 700.000 kroner. Vi fortalte om 19-årige Marc Lewis fra Hørning, der i sin mentor Eva Rajani fandt den mur at støtte sig op ad, som bragte livsmodet tilbage og gav ham mental ro i hverdagen, så han igen kunne koncentrere sig om uddannelse og fremtid.
Nu byder projektet på endnu en succes. Denne gang handler det om ordblinde Christian Schmith Meldgaard Johansen fra Hørning, der mod alle odds og med stor støtte fra sin mentor, Jane Salby, lige inden sommerferien scorede et 12-tal ved den afsluttende eksamen i teknologihistorie efter at have afsluttet 2.g på HTX.
Havde det ikke været for Come Together og Jane, er han overbevist om, at han var droppet ud af Handelsgymnasiet.
"Hvis jeg ikke havde mødt Jane og fået hjælp til at strukturere min lektielæsning, så var jeg kørt sur i det hele," fortæller han.
Ideen med at matche unge, der har svært ved at komme på rette vej ud i voksenlivet, med frivillige ressourcestærke voksne er John Mitchells. Han er pædagog og kognitiv terapeut og kunne se et stort behov for "starthjælp" til en gruppe usikre unge. Derfor opfandt han mentorordningen Come Together.
Efter det kommunale tilskud i februar på de 700.000 kroner, har han kunnet givet projektet fuld skrue, men der er behov for mange flere frivillige, der vil gøre en forskel for et ungt menneske.

Skal du være mentor?
Come Together er et kommunalt projekt, der knytter ressourcestærke, frivillige voksne borgere i Skanderborg Kommune sammen med usikre unge med store eller små problemer i hverdagen
projektet har brug for flere voksne frivillige, der har lyst til at være mentorer
Vil du være mentor, kan du kontakte John Mitchell på tlf. 3051 5898
Læs mere om projektet på www.cometogether.dk