Fortsæt til indhold

Pretty Woman gør klar til at indtage Bloms

Pretty Woman i Bloms vil sælge smarte tøjmærker til Skanderborgs kvinder

Samfund
Af Jonas Wrede Hansen

Nu kan mor også få smart tøj at gå med. Brian Mikkelsen, der i forvejen er indehaver af børnetøjsbutikken Guldklumper i Bloms på Adelgade i Skanderborg, åbner nemlig en ny tøjbutik i selvsamme butikscenter.
Butikken har selvfølgelig fået navnet “Pretty Woman” , da den efter Brian Mikkelsens eget udsagn sælger smart tøj til kvinder. Her er det tøjmærker som Vero Moda, Only og Pieces, der er at finde på hylderne .
“Jeg har oplevet, at der har været forespørgsler i Skanderborg på lige præcis de kvindemærker, som vi sælger,” fortæller den nye butiks indehaver, Brian Mikkelsen, om hvorfor Pretty Woman snart ser dagens lys i Bloms Butikscenter.

Hele gulvet er pink

Brian Mikkelsen er ikke nybegynder, når det kommer til butikker.
Foruden at have Guldklumper i Bloms, så har han nemlig også en tøjbutik i Odder. Fælles for alle butikkerne er, at Brian Mikkelsen selv har stået for indretningen og mange af håndværksløsningerne.
“Det har været hårdt, og der er stadigvæk meget, der skal ordnes, men jeg tror på, at vi nok skal blive klar til åbningen,” fortæller han og afslører samtidig, at hele gulvet i den nye tøjbutik får den særlige farve pink.

En speciel åbning

Pretty Woman åbner fredag 26. september, hvor der vil være flere forskellige happenings.
Kendissen Linse Kessler kommer for eksempel og åbner butikken og så vil der være levende mannequindukker, der viser noget af tøjet.
“Det bliver en dag med mange spændende aktiviteter,” lover Brian Mikkelsen, som også fortæller, at man på facebook har startet en konkurrence, hvor man kan vinde den eftertragtet Kähler-vase. En konkurrence, som er nået ud til mere end 300.000 facebook-brugere.
“Vi har forsøgt at gå all-in på at lave en speciel markedsføring,” fortæller Brian Mikkelsen med et stort smil.