Fortsæt til indhold

Velkommen til varmen i væksthusene

Der bliver budt på interaktiv læring, højtalere med dyrelyde, kurve med tequila og en tung og fugtig varme i de nye væksthuse

Samfund
Jannik Schiermer Poulsen

Endelig står de klar. Efter flere års ombygning til i alt 64 millioner kroner er de nye væksthuse nu åbnet for borgerne, og der venter en eksotisk oplevelse til de, der vælger at slå vejen forbi.
Oplevelsen af de nye væksthuse er både ny og gammelkendt. Den gamle kuppel fungerer nu som indgangsparti, der også huser væksthusets nye café. Og det er langt fra den eneste forandring i de nye væksthuse.
Især den karakteristiske nye kuppel, der huser tropehusets regnskov, byder på en rusketur for sanserne.
Kuplen, der på én gang både er stor og lys, tæt og klaustrofobisk, byder sine besøgende velkommen med et væld af lyde, dufte, blomster, sommerfugle og en trykkende, fugtig varme.
'Regnskoven' har et væld af stier rundt i skovbunden til de mindste, lidt nemmere fremkommelige stier til de voksne og muligheden for at komme til tops i trækronerne, hvor man kan kigge ned over den disede og lumre regnskov.

Væksthuse 2.0

Også de andre klimazoner har fået en overhaling, og selvom det hele virker bekendt, kan man godt mærke, at væksthusene er kommet op i det nye årtusinde.
Overalt findes der skærme med tilhørende hovedtelefoner, hvor man så interaktivt kan få informationer om planterne. I ørkenen kan man scanne varer fra en indkøbskurv, hvor man så vil få at vide, hvordan eksempelvis tequila og kaktus hænger sammen.
I “Sydøstasien” har man mulighed for at høre om te-eksportens vilkår fra en udsendt dansker, mens man står under en eksotisk palme.
I det hele taget er det nemt at lade sig henføre til varmere himmelstrøg under et besøg i væksthusene, for der er også tilføjet en lydside af dyreliv til væksthusene.

Over hele linien er der blevet gjort mere ud af præsentationen.
Den disede regnskov er anlagt, så børnene kan bevæge sig rundt på de mindre stier, mens de voksne kan benytte sig af de mere fremkommelige.
Overalt i væksthusene er der nye interaktive skærme, hvor de besøgende kan få informationer om de ’zoner’, de er i.
Den gamle kuppel huser nu café og indgangsparti, og en lidt anden type af træ, end der hidtil har været.