Brandmænd med i kæmpe spareøvelse
87 beredskabsenheder i Danmark skal skæres ned til 20, og Brand & Redning Skanderborg indgår også i den nye plan
Brand & Redning Skanderborg kastes sammen med Danmarks nuværende i alt 87 beredskabsenheder ind i en gigantisk spare-øvelse, der skal reducere antallet til 20 nye, tværkommunale enheder.
Forandringen er aftalt mellem regeringen og kommunernes organisation, KL, i forbindelse med den netop indgåede aftale om kommunernes økonomi for 2015.
Besparelser fra 2015
Regeringen og KL er enige om, at der gennem en forenkling af organiseringen på både det kommunale og statslige beredskab kan opnås betydelige effektiviseringsgevinster, mens der fortsat sikres et højt serviceniveau for borgerne.
Besparelserne træder allerede i kraft fra 2015, hvor det kommunale bloktilskud nedreguleres med 50 millioner kroner samt 75 millioner kroner i 2016 og frem. Herudover er regeringen og KL enige om, at det vil være muligt at frigøre yderligere 100 mio. kr. i 2015 og frem.
Hos Brand & Redning Skanderborg siger beredskabschef Bjarne Vinther, at nedskæringen i bloktilskuddet vil få stor betydning.
“Sådanne besparelser betyder da meget for os. Man har valgt at melde målet ud på forhånd, men vi mangler at få at vide, hvad man forventer af os ud over, at vi skal arbejde sammen i de kommunale beredskaber,” siger Bjarne Vinther.
Brand & Redning Skanderborg har brandstationer i Skanderborg, Hørning, Ry og i Galten. Sidstnævnte via en samarbejdsaftale med Falck. Der er seks fastansatte plus 75 deltidsansatte brandmænd.
Tillidsmand for de deltidsansatte brandmænd på stationen i Skanderborg Mogens Holst Nielsen, der netop har talt med kollegerne på alle stationer i Skanderborg Kommune, er meget spændt på, hvad der skal ske.
“Vi ved ikke rigtig noget, og vi kan ikke svare, når kollegerne spørger, og derfor er der mange gisninger,” siger tillidsmanden.
Spørgsmålene går blandt andet på, om der skal lukkes stationer og skæres ned på antallet af brandmænd i forbindelse med spareøvelsen.
“Jeg sætter min lid til, at aftalen siger, at serviceniveauet ikke må forringes. Vi skal have fire stationer og det nuværende antal brandmænd, hvis vi skal kunne overholde responstiden for, hvor hurtigt vi skal kunne være ude hos borgerne, “ siger Mogens Holst Nielsen.
Bormester maner til ro
Borgmester Jørgen Gaarde, (S), vil tage den med ro, indtil der er kommet nogle vejledninger om sagen fra KL.
“Vi vil tænke os godt om, og gøre det ordentligt. Vi er afhængige af, at de mange, dygtige deltidsbrandmænd og frivillige bevarer lysten til at være med i beredskabet, siger borgmesteren.
Kommunen vil i den kommende tid sondere mulighederne for et fremtidigt samarbejde eller etablering af et fælleskommunalt selskab med andre kommuner i regionen.