Fortsæt til indhold

Start ikke for småt

Gaarde foreslår forhandlinger om beredskabet i Business Region Aarhus eller Region Midt

Samfund
Af Erland Rasmussen

Skanderborg Kommunes borgmester, Jørgen Gaarde, (S), foreslår, at de kommende forhandlinger om etablering af nye tværkommunale beredskabsenheder kommer til at foregå med udgangspunkt i Business Region Århus eller Region Midt.
Målet er, at Skanderborg Kommune - ligesom landets øvrige kommuner - skal reducere antallet af beredskabsenheder fra 87 til kun 20 i løbet af halvandet år.
Det sker som konsekvens af aftalen mellem KL og regeringen om kommunernes økonomi for 2015.
Spareøvelsen vil kræve, at der samarbejdes på tværs af de nuværende kommunegrænser, og det gælder også for Brand og Redning Skanderborg.
“Mit eget udspil er, at vi starter i Business Region Aarhus eller i Region Midt, så ingen kommuner bliver ladt i stikken. Vi skal også passe på med, at vi ikke starter for småt,” mener Jørgen Gaarde og henviser til, at det er nemmere at dele sig op i færre enheder senere i processen.
Jørgen Gaarde fastslår samtidig, at den kommende spareøvelse intet ændrer på brandvæsenets responstid, antallet af stationer eller for deltidsbrandmændene og de frivillige, som Skanderborg Kommune oven i købet gerne vil tiltrække flere af. Derimod er det på ledelsessiden, administration, udnyttelse af materiel og driftforhold i øvrigt, at Jørgen Gaarde vil se efter effektiviseringsmuligheder i større samarbejder om beredskab.