Fortsæt til indhold

Få rådgivning i Grenaa og Auning og hold ryggen rask

Forebyggelse af rygproblemer via rådgivning i Grenaa og Auning

Samfund
Anette Bonde

Går man med en murren i ryggen, lidt jag i lænden eller andet, der indicerer, at alt ikke er helt som det skal være, kan man måske tage det i opløbet. Norddjurs Kommune har etableret åben, gratis rygrådgivning i Auning og i Grenaa, hvor fysioterapeuter en gang om måneden på skift mellem de to byer byder på rygrådgivning.

I Grenaa og i Auning

Det foregår på hold, varer to timer, og det eneste man skal gøre, er at tilmelde sig enten rehabiliteringscenter Posthaven i Grenaa eller Træningscenter Vest i Auning.
Her vil fysioterapeuterne Helle Therkildsen, Jette Christensen og Iben Rønning i Grenaa og Merethe Olesen og Lone Ilsø i Auning hjælpe med råd og vejledning.
Hensigten er at forhindre og forebygge, at rygsmerter udvikler sig til længerevarende rygsmerter
“Vi fortæller om ryggens anatomi, giver forslag til øvelser og aktiviteter, og giver gode råd til holdning, arbejdsstilling, løft siddestilling og træning”, fortæller Helle Therkildsen.
Iben Grønning understreger, at man også gerne vil afdramatisere angsten for smerter i ryggen.
“Det er ikke farligt at have ondt i ryggen, og er ikke absolut ensbetydende med indlæggelse og operation. Det kan tit gå over igen ved hjælp af øvelser eller ved at gå en tur.”

Vil gerne komme igen

Forløbet er et engangstilbud til borgerne, det vil sige, at man ikke kan benytte det til tilbagevendende træning.
“I Auning, hvor det blev afviklet første gang 9. august, var folk imidlertid så glade for det, så de gerne ville være kommet igen næste gang”, smiler Lone Ilsø.
Målgruppen er borgere i Norddjurs Kommune, der henvender sig på eget initiativ eller som er videresendt fra egen læge.
På sigt vil man også gerne i kontakt med virksomheder, der gerne vil forebygge rygproblemer blandt deres medarbejdere.
“Vi tager ud til virksomheder med grupper af medarbejdere, der er udsatte på en eller anden måde, det kan både være på grund af fysisk hårdt arbejde eller stillesiddende,” fortæller Jette Christensen.