Landsbybrugs vender negativ spiral
Dagli Brugsen i Gl. Rye i positiv kovending efter økonomisk lussing, da lukkeloven vendte op og ned på markedet
I Gl. Rye glæder uddeler Henrik Rasmussen og hans bestyrelse i den selvstændige brugsforening bag Dagli'Brugsen sig over en positiv kovending for den lille landsbybutik.
Baggrunden for landsbybrugsens lidelser var ændringer i lukkeloven for et par år siden, der vendte op og ned på markedet.
Søndag: 30 pct. nedgang
Dengang blev åbningstiderne i realiteten givet fri, og det betød, at DagligBrugsen ikke længere var alene om søndagskunderne, men måtte dele dem med de store supermarkeder i større byer som eksempelvis kun fire kilometer væk i Ry.
“Søndagsomsætningen faldt med mere end 30 procent fra den ene dag til den anden,” gyser uddeler Henrik Rasmussen, når han tænker tilbage.
Årsomsætningen faldt henover 2013, og det var ensbetydende med røde tal på bundlinjen i stedet for sorte. Ikke faretruende på kort sigt for den velkonsoliderede brugsforening, men nok til at vække bekymring om fremtiden.
“Vi har egenkapital til at klare et underskud i en periode, men vi er nødt til at tjene penge, så der på sigt er penge til fortsat at investere i at have en attraktiv butik,” forklarer Henrik Rasmussen.
Bestyrelse og uddeler gik i tænkeboks for finde en vej ud af problemerne.
Hovedingrediensen blev en særlig kampagne på Facebook under overskriften: Hvis du køber for 20 kroner mere om ugen!
“ Vi besluttede at gå på Facebook og i lokale medier for at fortælle kunderne, at de måtte hjælpe til, hvis de også vil have en butik i fremtiden,” fortæller Henrik Rasmussen.
Resultatet af kampagnen har indfundet sig. Det første halvår har butikken haft en vækst på fem procent. Det er dog ikke helt de 8 procent, som blev tabt i 2013, men det er et stort skridt på vejen.
Halvårsregnskabet lover godt med et overskud på 145.000 kr. Det er væsentligt bedre end budgettet og langt bedre end sidste år.
“Kunderne tog kampagnens budskab til sig, og det skal de have stor ros for,” siger uddeler Henrik Rasmussen.
Ann Louise Slot, Gl. Rye, er en af Dagli'Brugsens lokale kunder, som lagde mærke til kampagnen og tog den til sig.
“Den fik mange af byens borgere til at snakke om, hvad vi skulle gøre, hvis vi pludselig ikke længere havde en lokal dagligvarebutik? Det var ingen interesseret i. De fleste vil gerne smide 100 kroner ekstra i at købe ind lokalt, og derfor tror jeg, at kampagnen virker,” mener Ann Louise Slot, der blandt andet køber varer som økologiske gulerødder, mælk og smør i DagligBrugsen i Gl. Rye.
Nu håber bestyrelse og uddeler i brugsen i Gl. Rye, at det sidste halve år bliver ligeså godt som det første, og at kurven er knækket.
Derfor lyder opfordringen til borgerne i Gl. Rye fortsat, at butikken har brug for en tyver mere om ugen pr. borger, hvis brugsen fortsat skal udvikle sig og sikre sin eksistens.