Fortsæt til indhold

Victor har fået smag for Apple

15-årig Skæring-dreng har haft sit livs IT-oplevelse i Apples hovedkvarter i USA

Samfund
Kim S. Andersen

San Francisco dannede forleden rammen for, hvad der svarer til et VM for app-udviklere. Her var hele 5.000 af slagsen samlet, og en af dem var den 15-årige Skæring-dreng Victor Valentin Kristensen.
'WWDC 14' er navnet på den årlig verdensomspændende konference, som IT-giganten Apple er vært for, og det blev fem særdeles lærerige dage for den unge app-udvikler.
“Det var en voldsom fed oplevelse, og Apple har virkelig styr på det. Alt er bare så gennemført og professionelt,” siger Victor Valentin Kristensen og tilføjer:
“Og så var det en fed måde at få øvet mit engelske på og møde andre som mig selv og skabe 'connections' med andre og høre og lære om nye teknologier”.
8.klasses-eleven fra Skæring Skole var blandt særligt udvalgte udviklere, fordi han havde vundet et scholarship ved at deltage i en konkurrence, hvor man skulle indsende sin app og kodningen bag.

Helt vildt spændende

“Det var helt vildt spændende at komme til nogle sessions og se, hvordan produkterne bliver til og noget helt andet at se i virkeligheden. Jeg mødte to af Apples øverste chefer. Craig Federighi, som er Senior Vice President af deres sofware-afdeling og Jonathan Paul Ive, der er Senior Vice President i Apples Design-afdeling. Det var kæmpestort. For mig respræsenterer de to alt, hvad Apple står for i dag,” siger Victor Valentin Christensen.
Han var 13 år, da han udviklede sin første app, der gjorde det muligt at have flere facebook-vinduer åbne på een gang.
“Jeg er nok rimeligt nørdet, for jeg bruger meget af min fritid med at sidde og kode,” siger han.
At være sammen med så mange udviklere giver drømmene næring. Og på sigt kunne turen godt jobmæssigt gå til Guds eget Land.
“Langt ude i fremtiden kunne jeg godt tænke mig at komme til at arbejde for Apple. Det virker til at være et godt miljø derovre, og der er mange muligheder for at tjene mange penge.
Jeg er helt sikkert på, at jeg mødte nogle kommende millionærer på konferencen, men det er ikke noget, jeg går efter. Lysten skal drive mine idéer,” fastslår Victor Valentin Kristensen.