“Det betaler sig rigeligt”
Aarhus-par med børn under 12 år kan i 2015 samt 2016 få hjælp af kommunen, hvis der er knas i parforholdet.
Parterapi er nemlig kommet på budgettet med 500.000 kroner i hvert af de to år.
Der er tale om et to-årigt forsøg, hvorefter tilbuddet skal evalueres i forhold til, om det skal fortsætte.
“Kan vi hjælpe nogle med at få parforholdet til at fungere, så ved vi fra al forskning og fra erfaringer fra andre kommuner, at antallet af skilsmisse går ned, og børnene lykkes bedre senere hen, hvis det har to forældre i sit liv. Det er ikke fordi, at folk for alt i verden skal blive sammen, hvis en skilsmisse er den rigtige vej, men så kan terapien være med til at få skilsmissen til at glide nemmere,” lyder det fra Thomas Medom, rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse.
Men hvorfor skal vi alle sammen være med til at betale for andres parterapi - er det ikke noget, de må klare selv?
“At nogle par får redskaberne til at komme ordentligt videre, vil betyde rigtig mange sparede penge i sidste ende. Alene én anbringelsessag på et år vil jo koste mere,” fortæller Thomas Medom.
Parrene kan selv henvende sig for at få hjælp, og de kan få enten individuelle sessioner eller gruppe-forløb.