Fortsæt til indhold

Mange nye vinterdæk på glatis

Der er stor forskel på, hvor godt vinterdæk passer til den danske vinter

Samfund
Michael Harsvik

Det kan være svært at finde fodfæste på de danske vinterveje. Selv for et vinterdæk.
Der er nemlig stor forskel på, hvor godt de forskellige vinterdæk er tilpasset det ofte våde danske vinterføre, viser årets store test af vinterdæk.
FDM har, i samarbejde med en række europæiske bilklubber, testet 26 nye vinterdæk i størrelserne 14 tommer (175/65) og 15 tommer (195/65), hvilket gør testen interessant set med danske bilejeres øjne.
Det er nemlig dæk, der dels passer til de populære mikrobiler som VW Up, Toyota Aygo og Hyundai i10, dels passer på eksempelvis VW Golf, Peugeot 308 og Skoda Octavia.

Continental vinder

I begge tests vinder Continental med skiftevis Bridgeston og Dunlop på de følgende pladser.
Og der er god grund til at skifte til vinterdæk. Som en større test, FDM offentliggjorde tidligere i år, viste, skal temperaturen blot komme under plus fem grader, og vejene være let fugtige, før bremselængden bliver kortere på vinterdæk i forhold til sommerdæk.
Testen viser også, at helårsdækkene skuffer fælt, ligesom de gjorde i en tilsvarende analyse i 2011.