Regionsrådet vedtager budget for 2015
Region Sjællands budget på 17,5 milliarder kr. for næste år er vedtaget med bred opbakning
BUDGET: Region Sjælland skal være ”danmarksmester i sammenhæng” – både på sundhedsområdet og i arbejdet med at skabe vækst og udvikling i regionen. Det er den røde tråd i visionerne bag næste års budget.
- På sundhedsområdet sætter vi for eksempel 38 mio. kr. af til at skabe bedre sammenhæng i patientforløbene og dermed gøre det lettere at være patient i Region Sjælland. Det gælder hele vejen rundt, fra skiltningen på sygehusene til én indgang til den akutte behandling og til at skabe et bedre forløb, når patienten skifter mellem for eksempel almen praksis, sygehuse, og kommuner, forklarer regionsrådsformand Jens Stenbæk.
Også ventetider er et indsatsområde i budgettet.
- Region Sjælland laver som den første i landet en ordning, hvor målet for både udredning og behandling er 30 dage for alle patienter. Det gælder også psykiatrien. Korte ventetider er et helt centralt punkt for os, når vi taler succeskriterier i vores sundhedsvæsen, siger Jens Stenbæk.
Femern som den store muskelPå det regionale udviklingsområde vil fokus på sammenhæng blandt andet betyde, at der skal arbejdes på at skabe varig vækst og blivende beskæftigelse i regionen. Her spiller de kommende store bygge- og anlægsprojekter i regionen en vigtig rolle.
- Femern forbindelsen bliver den helt store muskel, men også vores sygehusbyggerier, den nye Storstrømsbro, det kommende statsfængsel på Falster og den nye jernbaneforbindelse mellem København og Ringsted kommer til at betyde, at Region Sjælland vil blive det sted i Danmark, hvor effekten af de store byggeprojekter vil kunne mærkes mest i de kommende år, siger Jens Stenbæk.
Bag budgettet for 2015 står Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre samt Liberal Alliance.
pm