Fortsæt til indhold

Anni Bundgaard bliver ny citychef

Samfund
Af Grethe Bo Madsen

Skanderborg Kommune får 1. oktober en ny citychef. Hun hedder Anni Bundgaard og er fremover den, der sammen med detailhandlen i Skanderborg, Hørning, Galten-Skovby og Ry koordinerer fælles aktiviteter og styrker handlen i de lokale forretninger, så der kommer mere liv i byerne og flere oplevelser for butikskunderne.
“Detailhandlen har mange kreative idéer og et stærkt ønske om at udvikle sig. Vi skal via markedsføring og events vise den styrke, som de fire byer har med nærvær, tilgængelighed og god service. Oplevelser og overraskelser er en forudsætning for et levende handelsliv. Det glæder jeg mig meget til at være en aktiv del af,” siger Anni Bundgaard, der har en fortid som direktør i Aarhus Cityforening og marketingchef på Aarhus Stiftstidende.
Som direktør for Aarhus City Forening var Anni Bundsgaard kvinden bag eventen Verdensbilleder, hvor butikker i en by i Danmark for første gang holdt åben til kl. 24.
Anni Bundgaard vil i det daglige arbejde som citychef arbejde tæt sammen med de fire cityforeninger og med Turistforeningen og andre, der har lyst til at arbejde aktivt for trafik i butikkerne og liv i byerne.
I Skanderborg Kommune er der stor tilfredshed med ansættelsen af Anni Bundgaard.
“Jeg ser frem til, at eksisterende aktiviteter inden for detailhandlen videreudvikles og nye kommer til, sideløbende med at vi i samarbejde med cityforeningerne får synliggjort det stærke firkløver, de fire centerbyer er, når de forener kræfterne,” siger plan- og erhvervschef Bente Hornbæk.