Fortsæt til indhold

Jesper Skibby tilbage på cyklen for Team Rynkeby Øresund

Det nye nordsjællandske cykelhold har nu fundet de 45 deltagere, der til sommer skal cykle til Paris og indsamle penge til Børncancerfonden

Samfund
Morten Timm

Han har otte gange cyklet ind i Paris som rytter i verdens hårdeste cykelløb 'Tour de France', men når han til næste sommer gør det for niende gang, så bliver det på Team Rynkebys helt nye hold 'Øresund'.
50-årige Jesper Skibby har igen sat sig i cykelsadlen, og han er parat til at give en hjælpende hånd til sine 45 nye holdkammerater på det nyetablerede Team Rynkeby Øresund og være med til at samle en masse penge ind til Børnecancerfonden.
Den tidligere professionelle cykelrytter glæder sig til projektet og oplevelsen.
"Jeg elsker filosofien og tanken omkring Team Rynkeby, der virkelig gør en forskel i forhold til Børnecancerfonden. Det er spændende og en udfordring, der bliver rigtig sjov," siger Jesper Skibby, der er en del af styregruppen på det nye Rynkeby-hold.

Alsidigt hold

Holdkaptajnen på Team Rynkeby Øresund hedder Bjarne Grum-Jensen, 54 og fra Hørsholm. Sammen med resten af styregruppen har de netop udvalgt de 45 holdkammerater til Team Rynkeby Øresund, som skal cykle de omkring 1100 km til Paris og frem mod første etape til juli næste år skal rejse så mange penge som muligt til Børnecancerfonden.
"Vi er rigtig godt tilfredse med sammensætningen af holdet, der på papiret er meget alsidigt. En fjerdedel er kvinder - og vi ville godt have haft flere med - men aldersmæssigt spænder vi bredt fra 22 år til 68 år med et gennemsnit på 46. Det samme gælder erhvervsbaggrund. Og geografisk er der deltagere fra hele Nordsjælland lige fra Skodsborg til Gilleleje," oplyser Bjarne Grum-Jensen, der selv skal cykle med Team Rynkeby for første gang.
Men holdet tæller også gengangere, personer der har haft kræften tæt inde på livet, nybegyndere og andre der har cyklet i mange år.

Stor interesse

Interessen for at komme med på det nye Team Rynkeby Øresund har været stor, og for Bjarne Grum-Jensen var det som at være julemand at give besked om optagelsen på holde.
Desværre også det modsatte, da 10-12 ansøgere fik et nej i denne omgang.
Jesper Skibby, der stoppede som professionel cykelrytter i 2000, fik lyst til at køre med på Team Rynkeby, da han sidste år mødte kræftramte børn og deres forældre.
"Deres største ønske var at komme i Tivoli. De var så glade og havde masser af livsmod, mens vi andre går rundt og er mutte og småsure. Det satte virkelig tingene i perspektiv for mig, og jeg tænker pludselig, hvor privilegeret jeg faktisk er. Derfor fik jeg lyst til at være med til at gøre en forskel," fortæller Jesper Skibby.

Humørspreder

Da Bjarne Grum-Jensen, som initiativtager af holdet, skulle finde personer til styregruppen, var Jesper Skibby et oplagt valg, både som den specialist han er med hensyn till cyklingen, og som den humørspreder, han er.
"Det er vigtigt at have en person med overskud og en spradebasse som Skibby med holdet, der kan holde humøret højt, komme med tips, tricks og vejlede til træningen samt bevare overblikket," fortæller Bjarne Grum-Jensen.
Som Jesper Skibby finder Bjarne Grum-Jensen også stor fascination i at kunne gøre noget for andre - samtidig med at man er aktiv og som hold gennemgår en udviklingsproces, som en Team Rynkeby-sæson er.

Proces og mål

Holdkaptajnen har også oplevet kræftsygdommen via sin datter, der gik i en klasse med en pige, der mistede sin søster.
"Det kan godt være, at vi går og synes, vi har det hårdt, men der er nogle, der har det hårdere," understreger Bjarne Grum-Jensen.
"Nu er det vigtigt, at vi som Team Rynkeby Øresund-hold får inddraget alle deltagere og får skabt en sammentømret gruppe. Det skal i høj grad være sjovt - og det handler om at skabe den gode oplevelse for alle," tilføjer Bjarne Grum-Jensen.
Han ser frem til en spændende proces og et slutfacit, der gerne skulle give rigtig mange penge til Børnecancerfonden, de sygdomsramte børn og deres familier.
Målet er at indsamle 1,4 millioner kroner og skabe en oplevelse for livet.