Ny drejestige til Brand & Redning Skanderborg
En splinterny drejestige til Brand & Redning Skanderborg blev fredag 9. maj officielt præsenteret
"Det er lidt af en historisk dag i dag. Jeg var med, da den gamle drejestige tilbage i 2006 blev købt brugt i Holland, og nu får vi i Skanderborg en helt ny drejestige," lød ordene fra borgmester Jørgen Gaarde (S), da han fredag 9. maj fik overdraget nøglen til den nye drejestige, som Brand & Redning i Skanderborg har fået.
Den nye drejestige er blevet indkøbt i et fælles udbud med andre kommuner i Danmark. Falck Danmark A/S vandt udbuddet.
Morten Sønderby, der er Brandchef hos Falck Danmark, er da også ganske tilfreds med den nye drejestige.
"Vi er selvfølgelig glade for, at vi vandt udbudsrunden og i dag kan overdrage nøglen til den nye drejestige," fortæller han til Lokalavisen Skanderborg.
En mere tidssvarende drejestige
Grund til udskiftningen af den gamle drejestige er, at der er brug for en, som er mere tidsvarende.
"Den nye stige er meget hurtigere at stille. Den gamle stige kræver, at vi først sætter en kurv på. Her på den nye er der en kurv på fra start af," fortæller Dan Jensen, der beredskabsinspektør i Brand & Redning Skanderborg.
Han er da også ganske begejstret for den nye stige, som giver brandmændene meget bedre muligheder end den gamle.
"Den gamle stige var fra 1989. Den er nok ved at være udtjent. Den nye stige er meget bedre. Den har et særligt knæk, der gør, at vi kan nå hen over en tagryg, vi vil kunne holde lidt længere væk fra bygning og så lægge knækket ind mod bygningen, så vi har nemmere ved at få folk ud, og at det er mere sikkert. Stigen har også en større kurv på, så vi nu kan have to brandmænd stående deroppe og så stadigvæk redde folk ud," fortæller han.
I 2006 købte Brand & Redning sin første drejestige. Det var dog en brugt en af slagsen, som ved købstidspunktet allerede var 17 år gammel. Den nye drejestige er bygget af det tyske firma Metz Aerials GmbH, og forhandlingen er blevet varetaget af Falck Danmark A/S