Hvert menneske er kun som en nutella-mad

'Hvert menneske er kun som en nutella-mad'. Sådan står der i Bibelen – eller næsten.
Set fra det store perspektiv er et menneskeliv kortvarigt som en nutella-mad eller et vindpust.
Set med en 7-årigs øjne kan et liv til gengæld være meget langt: 'En oldefar kan man altså have længere end en nutella-mad og Disney Sjov, er det ikke rigtigt, mor?'
Det var i august, og jeg havde lige fortalt børnene, at oldefar på 93 var død om natten.
Midt mellem hulk, hiks og tårer strømmede det med spørgsmål og børne-visdomsord om menneskeliv, der er som nutella-madder. De største spørgsmål i livet må vi have ned på nutella-niveau for at forstå bare en smule.
Både børn og voksne bliver så små, når et menneske dør. Her er der meget, der ligger udenfor vores magt.
Det ville være rart at vide, hvornår vi skal dø, mente den 7-årige, mens moderen var ganske godt tilfreds med at leve uden den viden.
Men spørgsmålet om, hvornår vi skal dø, har optaget børn såvel som voksne; nutidsmennesker såvel som mennesker, der levede for mere end to tusinde år siden. I en ældgammel poetisk bøn lyder det:
Lad mig vide, hvornår jeg skal dø, Herre, hvor mange dage der er tilmålt mig, så jeg ved, hvor længe jeg har igen.
Mine dage måler du ud i håndsbredder, for dig er min livstid som intet.
Hvert menneske er kun som et vindpust.
Hvad har jeg så at vente på, Herre?
Mit håb står til dig!
(Bibelen, Salmernes Bog, 39)
Et liv kan være både langt og kort, det giver ikke rigtig mening at beskæftige sig med dets længde, men det giver til gengæld mening at håbe og leve.