Dø for at gi' liv

Høsten er nu endelig i hus rundt omkring, og der har været holdt høstgudstjenester i landets kirker. Her har vi takket for, at de frø og korn, der blev lagt i jorden i foråret, nu er blevet høstet i hobetal tilbage. Det er et under, der sker, at hver gang en kartoffel lægges i jorden, så spirer der nye kartofler ud af den, og den dør selv. Hver gang et majskorn lægges i jorden om foråret, så dør det selv, efter det har sat gang i en to meter høj plante, der giver mange majsfrø om efteråret. Det er en mini-opstandelse, der sker hver gang. Et under vi må takke Gud for.
På søndag bliver der i alle kirker i byen fortalt om en anden opstandelse. Nemlig Jesus, der vækker sin ven Lazarus op fra de døde. Efter Lazarus havde været død og begravet i flere dage, så kalder Jesus ham til live, og han kommer gående ud af gravhulen til stor glæde og undren for især sine to søstre Martha og Maria.
Lazarus' opstandelse er egentlig også kun en miniopstandelse, for den bliver et tegn på Jesu egen opstandelse, der senere skete i påsken. Her måtte Jesus, Guds søn, også i jorden og dø som et frø for at skaffe opstandelse til mange. Når vi siger farvel til vores døde ved en begravelse eller bisættelse med ordene: "Af jorden skal du igen opstå," så er det i tro og håb om, at Jesus har skaffet os en opstandelse, så vi ikke bliver i jorden, men opstår til et nyt, evigt liv hjemme hos Gud. Når vi selv er bange for at dø og gruer for at miste hinanden, så er der fred i at tænke på, at Jesus døde og blev levende igen for at rive os ud af døden. Jesus siger det klarest selv:
"Jeg er opstandelsen og livet; den der tror på mig skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø."
Tror du det?