Fortsæt til indhold

Sabro Kro tilbyder lidt ekstra

Flere og flere i hotelbranchen giver en ekstra oplevelse

Samfund
Christina S. Johansen

Du kan booke et værelse til en overnatning, få et bord i hotellets restaurant, holde møde i stedets store lokaler, komme med på guidet tur i skoven med efterfølgende middag eller du kan købe en billet til intimkoncert med mad.
Mulighederne er mange på Montra Hotel Sabro Kro. Stedet lægger vægt på at være de lokales kro, men tiltrækker, eksempelvis med koncerterne, folk fra hele landet.
I dette efterår er det da heller ikke bare hvem som helst, der optræder på kroen. Sanne Salomonsen har netop været forbi, på fredag er det Hanne Boels tur, og senere kommer også Medina og Tim Christensen og giver koncert.
“Det skal helst være nogle, der virkelig batter, for vi vil selvfølgelig gerne leje værelser ud i forbindelse med koncerten, og det kræver, at det er kunstnere, som folk vil rejse efter,” fortæller Jakob Beck Wätjen, direktør på Montra Hotel Sabro Kro.
Han kalder oplevelsen med koncert, som altid er med spisning, og efterfølgende overnatning for “det moderne weekend-ophold.”

At skille sig ud fra resten

Sabro Kros strategi med at satse på flere forskellige områder samtidig ligger meget godt i tråd med, hvad stadigt flere i branchen begynder på, fortæller Mikal Holt Jensen, der er miljøchef i brancheorganisationen Horesta.
“Det, at der kommer en ekstra oplevelse på både ved møder og ved almindelige gæster, vinder mere og mere udbredelse. Det er jo én af vejene, man kan gå, for at differentiere sig lidt fra resten,” fortæller han og fortsætter:
“Det er fornuftigt at kunne tilbyde gæsterne flere forskellige ting og kunne dække flere forskellige behov - som eksempelvis konferencer i hverdagene og koncerter om aftenen.”
Han fortæller desuden, at det er meget in at lave naturaktiviteter, hvor det omkringliggende område tages i brug.
Denne trend er Sabro Kro også med på. 25. oktober har kroen nemlig arrangeret en såkaldt vildtaften, som starter med en guidet gåtur i Frijsenborgskoven og efterfølgende middag.

Kan sagtens holde møde

Direktør Jakob Beck Wätjen mener ikke, at det kan være farligt at sprede opmærksomheden på flere forskellige ting. Han mener sagtens, det kan lade sig gøre at holde fokus i alle forretningens mange forskellige retninger.
“Vi kan sagtens levere gode oplevelser indenfor alle dele, fordi vi sætter en dyd i at være nærværende, om det så er en fest, et møde eller til en koncert,” fortæller Jakob Beck Wätjen.