Skødstrup-forældre efterlyser pasning
Mangel på institutionspladser i Skødstrup-Løgten-området tvinger forældre til få passet deres børn udenbys
Pasningssituationen er kaotisk, og forældre ved ikke, hvad de skal gøre. I Skødstrup og omegn er der flere forældre, der klager deres nød.
Nogle af de forældre er 31-årige Tanja Bruun Schouby, der har en datter på 2 et halvt år, og Kjerstine Noer på 29 år med en datter på tre år samt tvillingerne, som hun i øjeblikket er på barselsorlov med.
Kjerstine Noer bokser i øjeblikket med pladsanvisningen i Aarhus Kommune:
Først til august 2015
“Det er helt skidt med vuggestue og børnehavepladser har i Skødstrup. Vi har fået at vide, at der måske kommer pladser i august 2015. Det giver store afhentingsproblemer, når vi skal ud af byen for at hente og bringe vores børn. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, når min barsel er forbi. Det var jo ikke derfor, vi flyttede herud for et par år siden. Vi drømte om et nærmiljø, men der er ingen pladser lige nu, og det er svært at få et klart svar fra pladsanvisningen. Det virker til, at der er folk, der får pasningspladser til deres børn alt efter, hvilket humør pladsanvisningen er i. Det må være forfærdeligt at arbejde der, og de klarer sig godt efter forholdene, men det er frustrerende at sidde fem timer i telefonkø,” siger Kjestine Noer og tilføjer:
“Og så giver det en dårlig stemning her i byen, når vi kæmper mod hinanden for at få pladser.”
Tanja Bruun Schouby har oprettet facebook-gruppen 'Børn fra 8541 Skødstrup/Løgten - Skal passes i 8541 Skødstrup/Løgten', og her er der mange frustrerede forældre, der får luft.
“Vi løber panden mod en mur, når vi forsøger på at trænge i gennem til pladsanvisningen. Hensigten med facebook-gruppen er at skabe debat og opmærksomhed omkring vores frustrationer. Og så vil vi også gerne gøre politikerne i Aarhus opmærksomme på, at vi er pressede på det her område. Både som forældre og lokalsamfund. Vi vil gerne have mobiliseret forældrene i området. Vi føler, det står i stampe. Der sælges så mange grunde herude i området, men vi oplever, at pasningsmulighederne slet kan ikke følge med,” siger hun.
I øjeblikket kører hun til Egå for at få passet sin datter, og familien har været nødsaget til at købe en bil mere for at få hverdagen til at hænge sammen. Lige nu har hun det sådan, at man tager den plads, man kan få af frygt for, at man kan komme endnu længere væk for at bringe og hente. Der er også forældre, der er bange for at brokke sig så meget, at de bliver frasorterede.
Private pasning
Når der ikke kommer nogle klare udmeldinger, løber der også en masse rygter i byen om nye private pasningsmuligheder, der er ved at blive oprettet.
“Private pasningsmuligheder synes jeg ikke er vejen frem. Det er ikke det, jeg betaler min skat til. Jeg vil have nogle pasningsmuligheder for mine skattekroner,” fastslår Tanja Bruun Schouby.
“Jeg er ved at gå ud af mit gode skind og synes, det er svært at få hverdagen til at hænge sammen. Man er nærmest blevet afhængig af bedsteforældre. Det er fair nok, at der ikke er pasningsmuligheder i selve Skødstrup, hvis det så bare var i nærområdet. Kan det virkelig passe, at vi skal helt til Risskov og Skæring for at få passet vores børn? Vi bor i Skødstrup og vil altså gerne have passet vores børn her i Skødstrup. Vi er flyttet hertil for at leve i et lokalsamfund og synes også, at der i et lokalsamfund skal være pasningsmuligheder,” siger hun.
Forældrene står uforstående overfor politikernes prognoser.
“Det virker til, at de ikke har styr på deres tal og børnevækst-prognoser. De er ihvertfald ikke gearede til at passe vores børn her i Skødstrup. Jeg synes, det er tankevækkende, at pasningspladser var et tema i valgkampen, men der er ikke rigtig gjort noget,” siger Kjerstine Noer.