Unge(by)råd kom godt på vej
80 unge deltog i workshop om fårmål, sammensætning og organisering af det kommende ungeråd i Skanderborg Kommune
80 unge fra elevrådene på kommunens skoler samt 10. klasse centret, Skanderborg Center for Uddannelse og Skanderborg Gymnasium mødtes tirsdag 23. september for at diskutere formål og organisering af det kommende ungeråd i Skanderborg Kommune.
De unge deltog sammen med politikere i en workshop i Kulturhuset arrangeret af Skanderborg Ungdomsskole. Resultatet her fra overdrages nu til Byrådet, der i løbet af efteråret tager stilling til ungerådets formål, sammensætning og organisering.
Byrådet besluttede i foråret i højere grad at inddrage kommunens unge i høringer og beslutningsprocesser, der har et ungesigte, og workshoppen var første skridt i den retning.
De 80 deltagere skulle lægge byggestenene for det fremtidige ”ungdomsoprør” gennem deltagelse i tre workshops, der bl.a. omhandlede spørgsmål omkring børne- og ungerådets alderssammensætning, organisering, formål og navn.
”Det var fantastisk at opleve så stor arbejdsiver og engagement, der var blandt de unge. Vi kan efter temadagen bestemt levere et godt grundlag for de folkevalgtes videre beslutninger på området,” fortæller ungdomsskoleleder Knud Stange.