Fortsæt til indhold

Fed musik sætter fut i forsamlingshuse

12 forsamlingshuse har taget imod et færdigt koncept for musikalsk underholdning

Samfund
Af Erland Rasmussen

aktivitet Er man til musikalske kunstnere som Tamra Rosanes, Ester Brohus eller Esben Langkniv inklusiv smagsprøver på håndbrygget øl, så er der noget for enhver smag, når Liv i forsamlingshusene sætter fut i fejemøget rundt omkring i forsamlingshusene. I år deltager 12 af kommunens i alt 22 forsamlingshuse i det særlige koncept, der med central koordinering, fællesbooking af og kontraktskrivning med kunstnere er en slags færdig pakkeløsning for musikalske arrangementer, som det enkelte forsamlingshus sjældent ville turde binde an med alene. Det er Kultursamvirket, Landsbysamvirket og Skanderborg Kommune, der sørger for de fælles rammer, og det hele støttes med tilskud fra Kulturpuljen og Landdistriktspuljen. Entreindtægterne går i en fælles kasse, hvorfra der ydes eventuel underskudsdækning centralt fra. De enkelte forsamlingshuse står med deres mange frivillige selv for salg af mad og drikkevarer, som de beholder indtægterne på. Det er tredje gang, Liv i forsamlingshusene, løber af stabelen, og arrangørerne betegner det som en succes. I 2012 var der et gennemsnitligt besøgstal på 45 gæster, og det tal steg til 73 i 2013. “Arrangementerne har mødt en helt fantastisk opbakning, og de er med til at skabe mere liv i landsbyerne, både fordi de trækker publikum på tværs af landsbyerne, men også fordi, der kommer gæster fra de større byer ud til en hyggelig aften på landet,” forklarer Lars Andersen, Tåning, formand for Landsbysamvirket. Program på www.skanderborg/dk/livforsamlingshusene.