Ny aftale skal styrke østjysk vækst
11 østjyske borgmestre har indgået aftale bl.a. for at forbedre infrastrukturen i regionen
Bedre infrastruktur, styrkelse af erhvervsklynger og tættere samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner og virksomheder.
Det er resultatet af en partnerskabsaftale, som netop er indgået af 11 østjyske borgmestre, erhvervsledere, arbejdsmarkedsparter og en række uddannelsesinstitutioner.
”Den østjyske vækstmetropol har et stort potentiale og kan være et af lokomotiverne i at trække dansk vækst. Der er allerede trængsel i Østjylland. Derfor er det vigtigt, at vi ser på rammerne og på trafikken. Vi har ikke råd til at vente, mens vi drukner i succes. Derfor har vi besluttet, at nedsætte en østjysk mobilitetskommission, som skal udarbejde en strategi og anbefalinger til udbygningen af den overordnede infrastruktur på vej og bane i den østjyske vækstmetropol. Det vil selvfølgelig ske i tæt samarbejde med Transportministeriet, som bliver faglig sparringspartner for kommissionen,” siger borgmester i Aarhus Jacob Bundsgaard (S) i en pressemeddelelse.
Business Region Aarhus består af 11 østjyske kommuner: Favrskov, Hedensted, Horsens, Norddjurs, Odder, Samsø, Skanderborg, Syddjurs, Silkeborg, Randers og Aarhus.
Aftalen blev indgået i forbindelse med konferencen 'Østjylland arbejder for Danmark', som Business Region Aarhus stod bag.