Fortsæt til indhold

Lang proces før spaden sættes i jorden til ny bydel i Hillerød

Først i slutningen af næste år vil papirarbejdet omkring det ny hospital og bydelen være på plads

Samfund
Tim Panduro

Til oktober skal først Økonomiudvalget og siden byrådet i Hillerød tage stilling til en helhedsplan for det kommende supersygehus og en del af de ny bydel Favrholm ved Hillerød Station.

Dermed tager det langvarige planarbejde endnu et skridt i forhold til realisering af såvel hospital som af omkring 100.000 kvadratmeter nyt byggeri i det område,

Udviklingsselskabet Hillerød Syd har adkomst til at bygge på. Men der venter stadig en lang proces, før spaden kan sættes i jorden til byggeriet af hospitalet og en ny bydel.

"Der blev lavet en overordnet helhedsplan, efter at vi tidligere i år fandt vinderne af arkitektkonkurrencen for området. Nu skal den omdannes til en kommunal helhedsplan, hvor vi kommer nærmere ind på trafikstruktur og den slags", siger Hans Brigsted der er sektionsleder i Hillerød Kommunes afdeling for klima, natur og byplan.

Høringer

Efterfølgende bliver helhedsplanen offentliggjort sammen med en miljøvurdering. Borgerne har mulighed for at komme med kommentarer, og de vil blive brugt til at lave et kommuneplantillæg.

"Vi regner med at præsentere kommuneplanstillægget i januar eller februar. Derefter vil det komme i offentlig høring. Vi forventer det vedtaget i foråret, og dereter skal der laves lokalplan for hospitalet, en vvm-høring og endelig en lokalplan for stationsområdet."

Planen er, at kommunen og regionen skal have lov- og plangrundlaget på plads til at erhverve byggegrunde til hospitalet i 2016, så man kan komme i gang med etablering af kørselsveje til byggearbejdet og selve byggemodningen af grunden.

Kæmpe projekt

Processen er langstrakt, men opgaven er også usædvanlig stor.

"Det er et af de største, hvis ikke det største, og mest indviklede byggerier, der er lavet i Hillerød nogensinde. Både det ny hospital og en byudvikling på 100.000 kvadratmeter er et meget stort projekt i Hillerødsammenhænge."

Et af de store diskussionspunkter mellem Udviklingsselskabet Hillerød Syd, der har adkomst til at købe grundene tættest på den kommende station ved Overdrevsvejen, og Hillerød Kommune, er, om området tættest på stationen skal bruges til p-pladser eller byggerier.

Kommunen vil have p-pladser, mens udviklingsselskabet helst ser byggeri.

Hans Brigsteds afdeling kommer med en indstilling. Derefter er det op til politikerne.

"Vi skal have parkeringspladser tæt på stationen. Men det bliver Økonomiudvalget, der endeligt skal forholde sig til, hvordan de skal placeres."