Viggo har boet 89 år det samme sted

I årtier er Viggo Larsen stået op før klokken seks, har malket køer, fodret grise, sået, høstet, kæmpet med kødpriser og amtsveje og derudover nydt livet på Damgården.
Men i oktober var det noget så simpelt som en brækket ankel, der satte en stopper for Viggo Larsen. Tiden var kommet til at sige farvel til Damgården og i stedet flytte ind på Omsorgscentret Breelteparken.
Det må siges at være en ny fornemmelse. Det var nemlig første gang i sit 89-årige liv, at Viggo Larsen skulle kalde noget andet end Damgården for sit hjem.

Lysten til landlivet

Faktisk er Viggo Larsen både født og opvokset på gården, der ligger mellem Hørsholm og Karlebo.
"Jeg gik på Grønnegade Skole i fem år. Jeg lærte da noget, men jeg skulle ikke på realskole. Jeg havde ikke kundskaberne til det," siger han og griner.
Hurtigt fandt Viggo Larsen ud af, at han i stedet både havde lysten og evnerne til at arbejde som landmand.
"Så kom jeg ud at arbejde for min far i stedet, og som 16-årig passede jeg 40 køer," fortæller han.

Maskiner lettede arbejdet

Fortællingen om livet på Damgården er også en tidsrejse i landbrugsliv.
Købet af en malkemaskine lettede arbejdet, men arbejdsdagene var stadig lange. Derfor skiftede Viggo til markarbejde, da hans bror skulle ind som soldat, og en fodermester overtog køerne.
Dog var Viggo Larsen væk fra Damgården en kort periode.
"Jeg var soldat i 11 måneder og ti dage i Livgarden. Det var den bedste tid i mit liv. Der var kammeratskab dengang - det kan jeg godt love dig for," husker Viggo tilbage.

Marker delt af vej

Viggo Larsen havde i mellemtiden fået et godt øje til naboens datter, som han blev gift med i 1952. Efterhånden flyttede de fire andre søskende hjemmefra, men Viggo blev på Damgården.
Her så han bl.a. Isterødvejen skære tværs igennem familiens marker i 1965.
"Vi fik fyrretyve øre pr. kvadratmeter. Det blev ikke til så meget. Min far var så med til at forhandle, at vi kunne få en tunnel, så vi ikke skulle hele vejen omkring Isterødvejen for at komme over til jorden på den anden side," fortæller han.
I 1970 overtog han så officielt Damgården, da hans mor døde. Viggo Larsen gjorde sig med egne ord "ikke tanker om at ville andet", men nogle ændringer skete der dog.
Køerne blev solgt fra og erstattet med landbrugsjord og grisesøer.
"Det kunne løbe rundt, men det var svært, for priserne gik op og ned, og nogle gange fik søerne også lagt sig på smågrisene," fortæller Viggo Larsen.
Sammen med sin kone fik han fire sønner, men ingen af dem valgte at gå i faderens fodspor inden for landbrug. Det kan Viggo Larsen godt forstå.
"De havde jo set, hvad det indebar," siger han om det til tider hårde landmandsliv.

Gården flytter med

Selv blev det for meget i 1990, hvor han solgte det meste af de 80 tønder land fra.
"Det var ikke en svær beslutning af sælge fra, for jeg vidste jo, at der ville komme et tidspunkt, hvor jeg ikke kunne mere," siger han.
Han havde dog håbet, at det blev til flere år sammen med hustruen, der døde otte år senere. Selv har han igennem sine 89 år kun haft otte sygedage - det var en lungebetændelse.
Det var indtil den brækkede ankel i oktober sidste år, der først betød tre uger på Louiselund og derefter en ældrebolig i Breelteparken.
Her vågner Viggo Larsen stadig før klokken seks hver morgen, men nu står han op til noget andet end landmandslivet.
"Det har ikke rørt mig at skulle fra Damgården, for jeg vidste, at jeg skulle flytte på et tidspunkt," siger han.
Damgården er dog flyttet med. På væggen hænger tre indrammede luftfotos af gården, som Viggo kan se både fra spisebordet og sofaen i den toværelses ældrebolig.
"Her har jeg det sgu godt og er godt tilfreds med det. Her er nogen at snakke med, og plejerne er så søde," siger han om sin nye tilværelse.
Bliver du så også boende 89 år her?
"Ja, det kunne jeg da godt, hvis jeg kunne få lov til det!" griner han.