NemID-hjælp rykker ud
Nu kan borgerne få styr på deres NemID-evner. I løbet af foråret udsteder kommunen Nem-ID på 33 lokalcentre i hele Aarhus Kommune
1. november er det slut med papirbreve fra det offentlige. Fra da af bliver posten sendt til din digitale postkasse. For at logge på den, skal du bruge dit NemID.
”Ikke alle ældre har styr på det med NemID og digital postkasse. Men mange både vil og kan godt selv. Dem vil vi gerne hjælpe godt fra start, så de – så at sige - ikke står med håret i postkassen, når posten fra november i stedet lander i deres computer,” siger ældrerådmand Jette Skive.
I løbet af foråret ruller et kommunalt 'rejsehold' ud til kommunens lokalcentre og udsteder NemID og hjælper borgerne i gang på stedet. I tæt samarbejde med de brugerråd og frivillige kræfter, der lægger et stort stykke arbejde i indsatsen.
NemID-hjælpen rykker ud til i alt 33 lokalcentre, og selv om tilbuddet er målrettet aarhusianere over 65 år, er alle borgere i lokalområdet velkomne.
”Det er noget af en opgave, regeringen har pålagt os, og den må vi så løse. Jeg tror, der er mange, også uden for den ældre målgruppe, der har brug for hjælp til at komme i gang med at bruge deres NemID. Så vores tilbud gælder alle,” siger Jette Skive og påpeger, at det er en oplagt mulighed for at tage sin forælder, bedsteforælder eller nabo under armen og få styr på NemID sammen.
Digital-hjælp en lettelse
Initiativet med at rejse rundt i kommunen og udstede Nem-ID på stedet er en del af Aarhus Kommunes indsats for at hjælpe ældre borgere godt i gang med digitaliseringen og de fordele, det fører med sig. Derudover har rigtig mange af kommunens lokalcentre oprettet netcafeer, hvor frivillige og andre kræfter underviser og instruerer i både brugen af Nem-ID og andre it-relevante emner.
En af dem er Dav Jacobsen, der er ansat i seniorjob og blandt andet fungerer som en slags digital hjemmehjælper i Sundhed og Omsorgs Område Vest. Han er ofte på besøg hos ældre, der har problemer med det digitale og teknikken.
”For en del ældre er det både svært og udfordrende overhovedet at betjene en computer. Mange er bange for at gøre noget galt, forstår ikke de mange engelske pop up-beskeder, eller er decideret bange for, at andre får adgang til deres private oplysninger via computeren. At anskaffe sig NemID, aktivere sin digitale postkasse og så også bruge den, er for mange noget af en overvindelse,” forklarer Dav Jacobsen.
Undervisning, hjælp og kaffe
Hvert arrangement begynder med et oplæg af cirka 30 minutters varighed – for dem, der gerne vil vide lidt mere om, hvad de kan bruge NemID til. Borgere, der gerne bare vil have NemID-nøglekortet udstedt, er velkomne til at dukke op efter oplægget.
Udover at få et NemID med sig hjem, kan fremmødte også få hjælp til at få oprettet og aktiveret deres digitale postkasse på borger.dk. Og ikke mindst kan de få en snak generelt om NemID, digital post og de andre offentlige selvbetjeningsmuligheder.
Mange steder er lokalcentrenes cafeer samtidig vært ved en kop kaffe og et stykke kage.
Se hvornår NemID-hjælpeholdet kommer til lokalcentret i dit område på Aarhus Kommunes hjemmeside.