Forsvarsministeren i krydsild af spørgsmål fra aarhusianske unge

Før nogen når at få hånden op, er det første spørgsmål allerede fyret af.
“Hvor meget tjener du om måneden?!” kommer det fra en ung herre.
Ministeren svarer med forbløffende lidt omsvøb, at han tjener en million kroner om året, og at de så selv må regne månedsbeløbet ud. Dette afføder en bølge af anerkendende blik og lyde, da hovedregningen er faldet på plads.
Næste spørgsmål er straks langt mere følsomt, og der sænker en alvorlig stemning blandt eleverne, hvor største delen af eleverne har en mellemøstlig baggrund.
“Hvad synes du om det, der sker i Palæstina?”.
Og her får vi at se, at Ministeren ernærer sig ved politik, og børnene bliver mødt af en lang række plusord som våbenhvile, fred, dialog og politiske løsninger.
Spørgsmålet bliver fulgt op med “Hvad vil I gøre, hvis fredsaftalen ikke holder i Gaza? Vil I gå ind i krigen?”
Ministeren svarer klart nej, og uddyber, at der skal mægles via EU, og at fred ikke kan tvinges igennem ved brug af magt, og Ministeren får øvet sig i analogiernes kunst. Og svaret ser faktisk ud til at vække en vis resonans hos de unge tilhørere.

Ukraine og shopping

“Det der skete med flyvemaskinen i Ukraine, ved I hvem, der gjorde det?”
Ministeren forklarer diplomatisk, at det sandsynligvis er de prorussiske oprørere, at handlingen var forrykt og at de skyldige skal straffes.
“De skal henrettes!,” råber en dreng, og udsagnet høster en del anerkendende nik.
Ministeren virker dog lidt mere tilbageholden overfor forslaget.
“Drømmer du om at blive statsminister?!,” lyder næste spørgsmål.
Ministeren svarer med en vis oprigtighed, at der er for meget arbejde som statsminister til at kunne pleje sin familie, og han roser den nuværende statsminister, som han forklarer arbejder i døgndrift.
“Hun er pige, skal hun ikke lidt ud?,” spørger en skeptisk ung herre, og der nikkes samstemmigt rundt i klassen, akkompagneret af ord som “shopping” og “café.”
Ministeren anser spørgsmålet for at være en glimrende mulighed for at snakke om ligestilling.
“Har du tid til kæreste og børn, når du arbejder så meget?,” spørger en af klassens unge damer. Ministeren fortæller, at han er flyttet til København for at få tiden til at række, når kæresten i København og sønnen i Grønland skal tilgodeses.
“Si'r du han bor i Grønland?!” råber en ung herre forarget, men Ministeren forsikrer ham om, at sønnen bor der med moren. Den unge mand virker tilfreds med forsikringen, og spørgerunden kan fortsætte i god ro og orden.

Rolleskift og karrierevalg

Nu skal rollerne byttes, og Wammen får lov til at stille 9.a spørgsmål, og forsvarsministeren virker oprigtigt interesseret i at høre, hvad de unge vil med deres liv.

Han når knapt at stille spørgsmålet, før en entusiastisk herre på bageste række råber “bankmand på Viby Torv!” og i næste sætning får han forhandlet stillingen op til bankdirektør.
Og Bankdirektøren er langt fra den eneste i klassen med ambitioner.
9.a byder på kommende bygningsingeniører, arkitekter, læger, elektrikere og mekanikere.
Og pizzamænd, for “verden har også brug for pizzamænd,” forsikrer Bankdirektøren os.
9.a-eleverne ser deres snit til endnu engang at åbne en længere diskussion om indkomst og karrierevalg, og Ministeren ender diplomatisk med at konkludere, at indkomst kan være afhængig af mange ting.
Og med dét ser forsvarsministeren sit snit til at byde klassen farvel med et “Jeg glæder mig allerede til at se jer igen”, hvilket Bankdirektøren prompte besvarer med et “Du er altid velkommen!”.