33-årige Ea er flyttet ind i 88-årig krop

Forestil dig at blive 55 år ældre end du er på noget nær et splitsekund. Den tidsrejse drog den københavnske journalist Ea Ørum på, da hun satte sig i toget på Københavns Hovedbanegård med kurs mod Esbjerg. Hun gik ind i toget som en fysisk aktiv 33-årig kvinde med fuld fart på karriere og en travl hverdag. I Esbjerg steg hun ud som en 88-årig kørestolsafhængig kvinde med synkebesvær som en af flere følger af en hjerneblødning.
Tidsrejsen er frivillig. Det samme er det otte dage lange ophold på Områdecenter Strandby i Esbjerg, hvor Ea Ørum lever rollen helt ud som ældre plejekrævende kørestolsbruger. Centrets ansatte 'spiller' med og behandler deres nye beboer præcis som alle de andre. Ea Ørum får skiftet ble, går til daglig genoptræning, bliver løftet med lift og må nøjes med et ugentligt bad. Faktisk er hun flyttet så meget ind, at hendes navn står side om side med hendes naboers på tavlen ved områdecentrets indgang.
Det skal være så autentisk som muligt, og hun har derfor opstillet en række dogmer for projektet. Derfor får hun også samme kost serveret som en småtspisende. På intet tidspunkt i løbet af de otte dage må hun træde ud af rollen som Ea på 88 år.
“Det her er mit forsøg på at gøre noget meget abstrakt mere konkret for mig selv. Hvad er alderdom egentlig, og hvordan føles det, når man ikke længere kan lade sig styre af sine lyster, er stærkt begrænset og ens krop bliver en arbejdsplads for andre? Det er noget af det, jeg håber at finde svar på,” siger Ea Ørum.

Skridtene på gangen

På femtedagen af det ugelange projekt har hverken makeup, frisk luft eller shampoo været i nærkontakt med Ea Ørum siden hun pludselig blev 55 år ældre. Hun har mistet tidsfornemmelsen, og hendes krop reagerer nu kraftigt på at have været inaktiv så længe. Det smerter i bagdel og knæ, og kun når liften løfter hende i seng om har hun mulighed for at strække benene.
“Det er meget hårdere end jeg nogensinde havde regnet med. Egentlig havde jeg forestillet mig, at det ville blive en slags pusterum, men det er faktisk enormt stressende, og der sker stortset noget hele tiden,” siger Ea Ørum, der er 45 minutter om bare at komme ud af sengen og blive klar til dagen. Derefter står den på morgenmad, genoptræning, frokost og ofte også en aktivitet om eftermiddagen. Foreløbig har hun taget del i både et foredrag og en høstfest.
Især fornemmelsen af at der hvert øjeblik kan komme nogen ind ad døren, har hun det svært med.
“De konstante trin på gangen stresser mig helt vildt. Kommer de ind eller går de videre? Det er jo ikke alle situationer, man har lyst til at blive set i. Samtidig ved jeg dog godt, at netop trinene på gangen giver mange af beboerne tryghed. For dem er de lig med, at der er mennesker og hjælp lige i nærheden, og det er jo rart, hvis man for eksempel tidligere er faldet, mens man var alene,” siger Ea Ørum.
En dag får hun besøg af en fotograf. Opholdet vil freelancejournalisten Ea Ørum skildre i både ord og billeder. Hvem der måske ender med at aftage hendes projekt, ved hun ikke, men hun er flittig på sin Mac-computer. Her hun også noteret sig, at et ugentligt bad rent faktisk giver mening i forhold til hvor omstændigt det er, og hvor travlt hun egentlig har.
“På forhånd havde jeg troet, at det ville blive grænseoversridende at skulle have hjælp til den personlige hygiejne og bruge ble, men det har egentlig vist sig, at de ting der ligesom er sat i system er okay. Det er meget mere grænseoverskridende at skulle bede om hjælp hele tiden.”