100.000 til scene, lys og lyd til Ørsted Kro
Elro-Fonden har skænket 100.000 kroner til Ørsted Kro til ny scene og et moderne lys- og lydanlæg
Ørsted Amatørteaterforening er på vej ud over stepperne mod en ny forestilling. Samtidig kan både foreningens medlemmer og publikum i Ørsted glæde sig over, at der er en ny scene og nyt lys- og lydanlæg på vej til kroen. Elro Fonden har skænket 100.000 kroner til scene og anlæg.
Opstartsmøde
Lone Hegnet og Karen Madsen kalder på Amatørteaterforeningens vegne ind til opstarts- og idemøde på kroen tirsdag 28. januar klokken 19, og alle er velkomne. Der er allerede 16-17 andre, der har givet tilsagn om at være med både på og bag scenen.
Det er også Lone Hegnet og Karen Madsen, der har søgt og fået bevilget pengene af Elro Fonden.
Scenen, lys- og lydanlægget installeres i kroens store sal. Det er meningen, at arbejdet skal i gang hurtigst muligt.
“Vi er meget glade for, at vi kan få lavet en scene, der kan bruges”, siger Lone Hegnet.
Scenen udvides
Hvordan den skal laves i detaljer, er ikke fastlagt endnu, men scenen skal i hvert fald udvides bag ud. Der skal være adgang fra siderne, der skal være en baggrund og et fortæppe og en del andre ting, blandt andet brandsikring. I kælderen kan der indrettes garderober og depotrum.
Ørsted Amatørteater Forening arbejder allerede med et lille stykke, der skal opføres helst inden udgangen af april. Et stykke, som Henning Hansen har foreslået og som tager udgangspunkt i det gamle sygehus og Ørsted Kro.
Det skal der tales nærmere om ved mødet 28. januar.