Ørsted Kro har fået 441.000 kroner
Ørsted Kro går i gang med isolering, nye lofter og køber nye møbler
ELRO-fonden har bevilget 441.000 kroner til Ørsted Kro, og nogle længe ønskede forbedringer kan således gå i gang nu.
Det er isolering og nye lofter samt nye møbler i den store sal og Nr. 13, lokalet mellem indgangen og den store sal. Formanden for bestyrelsen for Ørsted Kro A/S, Dag Kristiansen, fortæller, at varmen næsten forsvinder ud i den blå luft, fordi der ingen isolering er.
“Det har betydet store udgifter til energi. Og borde og stole trænger virkelig til en udskiftning, hvis vi skal leve op til vores egne krav om kvalitet.”
Dertil kommer, at isolering og nye lofter med indbygget lav-energi-belysning også vil give en langt bedre akustik i salen. Akustikken og dermed støjniveauet har nogle gange været et problem alt afhængig af, hvilken slags arrangementer, der har været tale om.
“Nu skal vi bare lige have fundet 14 dage, når salen ikke er booket. Det er den meget ofte i den kommende tid.”
Jagten på penge fortsætter
Ørsted Kro A/S fortsætter med at sende ansøgninger til fonde. Der søges blandt andet om tilskud til nye og handicap-venlige toiletter og indgang samt til en gårdhave.
ELRO fonden har i øvrigt tidligere givet 100.000 kroner til Ørsted Amatørteaterforening.