Fortsæt til indhold

10 år i hårets og trendens tegn

Hairtrends-Mette kan ikke se sig selv lave andet end at drive frisørsalon i Hammel og Hinnerup

Samfund
Kian Johansen

Ti år som selvstændig og nu ejer af to frisørsaloner i henholdsvis Hinnerup og Hammel.
Oprindelig havde 35-årige Mette Gade Jørgensen en drøm om at blive mekaniker, men en tjans som fejepige fra 1996 og senere udlært hos Børge Munk i Østergade fik omvendt hende til frisørfaget, som hun elsker.
Hun købte salonen i 2004 som 25-årig.

Elever er vigtige for faget

“Jeg skal have noget i hænderne. Det er fantastisk at hjælpe andre med deres hår, give dem gode råd og se dem komme glade igen,” fortæller Mette, der for et par år siden overtog en salon i Hinnerup og nu er oppe på 12 ansatte, heraf tre elever. Gennem ti år har hun haft 10 elever, fordi hun mener, det er vigtigt at frisørfaget består.
Hun mener, at man skal gør det man er bedst til, så derfor bliver det ikke til flere saloner.
“Jeg overvejede for et par år siden at kombinere wellness med frisørsalonen, men jeg mener at vi skal holde vores håndværk i hævd, fortæller Mette Gade Jørgensen, der også kan kalde sig indehaver af et mesterbrev. Hun er i gang med at efteruddanne sig yderligere i ledelse, marketing og økonomi gennem frisørfagets fagforening, DOFK - Danmarks organisation for selvstændige frisører og kosmetikere.