Fortsæt til indhold

Nyt vejnavn til nyt rådhus

Skanderborg Fælled bliver nu et vejnavn

Samfund
Af Erland Rasmussen

Skanderborg Kommunes kommende nye administrationscenter og dobbelthal kommer nu sådan helt officielt til at ligge på Skanderborg Fælled.
I folkemunde er området i forvejen blevet benævnt som Skanderborg Fælled eller blot Fælleden, men kommunen har alligevel valgt at navngive vejen, fordi adressen i modsat fald ville have blevet Frueringvej.
Det er kommunens midlertidige udvalg bag byggeriet, det såkaldte paragraf 17 stk. 4-udvalg, som har sagt god for vejnavnet Skanderborg Fælled, og beslutningen er blevet tiltrådt af Økonomiudvalget.
Beslutningen hænger først og fremmest sammen med, at området helt fra gammel tid har været centrum for fælles faciliteter for alle borgere. Og sådan bliver det i høj grad også i fremtiden, når Skanderborg Kommune samler sin administration og bygger en dobbelthal på en fælles adresse, hvor der også vil foregå masser af fælles aktiviteter for borgerne.
Valget af vejnavnet skal således være med til at brande det nye administrationscenter og dobbelthal.
Det påpeges imidlertid også, at vejnavnet vil få en praktisk betydning. I et område, hvor der kommer til at færdes mange mennesker, bliver det vigtigt, at eksempelvis udrykningskøretøjer har en præcis adresse at køre til.
Frueringvej beholder i øvrigt sit navn. Det er kun den del af vejen, der kommer til at føre direkte op til kommunens kommende nybyggeri, som døbes Skanderborg Fælled.