Fælled-byggeriet dræner pengekasse
Kommune må skære i anlæg i 2015 og optage et lån
Regningen for Skanderborg Kommunes nye administrationscenter og dobbelthal på Fælleden kommer til at gøre særlig ondt i 2015.
Byrådet havde ellers vedtaget, at betalingen af byggeriet, der løber op i 289 millioner kroner i 2014-priser, skulle klares via kommunens likvide midler fordelt over de år, byggeriet vil strække sig.
I den forbindelse blev der afsat et rådighedsbeløb i budgettet for hvert år fra 2014-17. Nu viser det sig imidlertid, at fordelingen af beløbene skal være anderledes end forudset.
Således skal der alene i 2015 frigives et rådighedsbeløb på 151 millioner kroner, hvilket er mere end halvdelen af prisen for byggeriet. Kommunen havde kun afsat 86 millioner kroner for det år.
Det vil i særlig grad vil presse kommunens likviditet i forhold til det politiske mål, der er opstillet for kassebeholdningen.
Mål om likvid beholdning
Byrådets mål om en likvid beholdning på 75 millioner kroner kan således ikke opfyldes, hvis ikke Skanderborg Kommune gør brug af en lånedispensation fra Økonomi- og Indenrigsministeriet på 30 millioner kroner.
Og på trods af lånet vil likviditetsbeholdningen alligevel først tilnærmelsesvist være opfyldt ultimo 2017.
Både det midlertidige udvalg, der er nedsat omkring byggeriet, og kommunens Økonomiudvalg har diskuteret situationen for 2015, og begge udvalg indstiller en ny fordeling og låneoptagelse til byrådsmødet onsdag 30. april.
Borgmester Jørgen Gaarde, (S), erkender, at bygningen af administrationscentret er en stor, økonomisk udfordring.
“Det lægger pres på anlæg især i 2015. Men sådan må det være. Betalinger til et byggeri skal falde i takt med færdiggørelsen,” konstaterer Jørgen Gaarde.
Konsekvensen bliver ifølge borgmesteren, at der lægges ekstra pres på de kommende budgetforhandlinger. Det vil sige, at andre kommunale anlægsprojekter i 2015 kan komme i farezonen.
“Vi må se på, hvad der kan udsættes. Jeg tør ikke byde på, hvordan det kommer til at se ud, men 2015 bliver et år, hvor der på grund af byggeriet på Fælleden vil ligge mange udgifter, og det må vi forholde os til under de kommende budgetforhandlinger,” siger Jørgen Gaarde.
Borgmesteren afviser, at fordelingen af rådighedsbeløbene kunne været forudset.
“Man kan diskutere, om man vil have lavet mere eller mindre, når man skal i gang med at bygge. Vi har besluttet at lave det hele på en gang,” siger borgmester Gaarde.