Fortsæt til indhold

De står klar til unge, der har det svært

Dorthe og Hanne fra Ungeteamet i Allerød Kommune lytter altid til og hjælper de unge med problemer

Samfund
Steen Tue Bjerborg

Hvor går man hen, når man er mellem 18 og 25 år, og livet for alvor er svært? En mulighed kunne være at gå til Ungeteamet i Allerød Kommune.
Som en del af kommunens socialpsykiatri står Dorthe og Hanne i Ungeteamet nemlig altid parat til at tage fat i de unge, som har det svært, og det foregår helt anonymt, med tavshedspligt og uden journaler.
"For unge er vi ofte den første kontakt, og vi afviser aldrig nogen. For det er vores opgave at guide dem ind på den rette vej i systemet - hvis de da skal den vej," lyder det fra Dorthe.

Kom ud af misbrug

En af dem, der fik gavn af det, er 22-årige Sofie. Efter mange års misbrug så hun ikke længere en anden mulighed end at gå til Allerød Kommune og bede om hjælp, og det kom hun ikke til at fortryde.
"Jeg var bare kommet så langt ud med misbrug. Jeg røg en masse hash hver dag, og mit hoved var ved at koge over af alle mulige ting. Jeg kunne slet ikke komme videre selv. Så til sidst tog jeg op på rådhuset, spurgte om hjælp og blev henvist til Dorthe i Ungeteamet," fortæller Sofie, der ønsker at være anonym og derfor optræder under et andet navn her.
"Først skulle jeg lige have tillid til Dorthe, men vi kom hurtigt ind på hinanden. Hun hjalp mig til at se min situation fra andre synsvinkler, for eksempel hvem der er gode for mig at omgås. Det kan man ikke se, når man sidder midt i det hele, og misbruget bare kører."
Ungeteamet hjalp herefer Sofie til at blive psykiatrisk udredt, og i begyndelsen af 2014 fik hun diagnosen ADHD, som hun nu får medicin for.
"Da jeg fik at vide, at jeg har ADHD faldt nogle store brikker på plads. Blandt andet at jeg røg så mange joints for at få ro i mit hoved," siger Sofie, som nu har stoppet sit misbrug, er kommet i praktik i en butik og tænker meget på, hvordan hun kommer videre med sit liv.

Ungeteamet hjælper blandt andet unge, der som 22-årige Sofie er røget ind i et misbrug af hash og druk. Arkivfoto

Hjælper dem videre

For Sofie blev Ungeteamet altså ikke bare den første kontakt, men en fortløbende tilknytning over et års tid, der fik hende mod et bedre liv. Og det er slet ikke unormalt for de unge, når de først kommer i kontakt med Ungeteamet i Allerød Kommune.
"Når vi har talt om problemer og muligheder, har vi altid et forslag til, hvordan den unge kommer videre. Nogle gange henviser vi dem til andre instanser i kommunen, UU-vejleder eller deres læge. Men andre gange kan vi også sammen tage fat på deres problemer gennem samtaler," forklarer Dorthe, der kan træffes i Ungeteamet på tlf. 20 92 38 45, imens Hanne har 40 24 76 49, og begge kan træffes på mail socialpsykiatrien@alleroed.dk.
Og det håber Sofie, at der er mange unge i Allerød, der vil gøre.
"For der er mange unge her i Allerød, som er på stoffer og drikker alt for meget. Og jeg tror mange af dem, ikke får stoppet op og tænkt sig om. Og det er ærgerligt," slutter hun.