SIF badminton blev årets ungdomsklub
DGI Østjylland overrækker pris til SIF badminton
“Hans, skal vi ikke snart have en klubhylde, hvor vi kan sætte pokaler”.
Én af de unge spillere i Assentoft-hallen kiggede fra den skinnende pokal og til Hans Knudsen, mangeårig formand for badmintonafdelingen i Sønderhald IF.
Og jo, det mente en glad Hans Knudsen nok ville være en god ide.
Årets ungdomsklub 2014
Spillerne og badmintonafdelingen i SIF har i tidens løb hentet flere flotte trofæer hjem. Det nyeste blev overrakt mandag eftermiddag i sidste uge af Jørgen Andersen, DGI Østjylland Badminton, i anledning af, at Sønderhald IF Badminton er blevet kåret som årets ungdomsklub 2014.
Ud over pokalen kom Jørgen Andersen med et gavekort på 12.000 kroner til DGI's Badmintonshop RSL samt et diplom.
Stor tilgang af nye spillere
Han fortæller, at DGI har valgt badmintonafdelingen i SIF af flere grunde. Stor tilgang af nye ungdomsspillere vejer godt, siger han, og som årsag peger han på klubbens initiativ med Skolebadminton i samarbejde med Assentoft Skole.
“Her får 0-2 klasse mulighed for at prøve kræfter med badminton, og får de smag for det er det en naturlig konsekvens, at de fortsætter i SIF.”
SIF har også været meget aktiv med Miniton for de helt små, som giver dem en legende indgang til badmintonsporten. SIF satser også på udviklingen af de lidt ældre spillere via træning flere gange om ugen assisteret af dygtige og uddannede trænere.
Og for de unge, der vil lidt mere med badminton-sporten, tilbydes der specialtræning udover den normale træning. Tillige er SIF meget aktiv med deltagelse i stævner i DGI Østjylland, ligesom de også selv afholder Kronjylland Open samt begynderstævne for de små og uprøvede spillere.
DGI har også lagt mærke til SIF Badmintons inddragelse af forældrene.
“Det er også en stærk side i SIF. Der afholdes forældremøder, hvor opgaver fordeles, og forældrene får mulighed at få besvaret spørgsmål med videre.”
Skolebadminton trækker nye spillere til
For et par uger siden afholdt SIF den årlige Skolebadminton, hvor alle eleverne i 0., 1. og 2. klasse på Assentoft Skole spillede badminton under vejledning af instruktører fra DGI. Efterfølgende fik de tilbud om fire gratis prøvegange. Det har otte-ti elever benyttet sig af, og de er måske kommende medlemmer i badmintonafdelingen.
“Jeg kan kun anbefale samtlige klubber at tage kontakt til skolen og gøre det samme som os”, understreger Hans Knudsen.