Fortsæt til indhold

En festuge med plads til forbedringer

Overvejende positive reaktioner fra byens borgere oven på årets festuge. Dog efterlyses musik-fornyelse og mere liv i gaderne

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Festugen 2014 er lukket ned. En 50. udgave af festugen, der på mange måder var den samme, og så alligevel lidt forskellig. Banegårdspladsen blev spærret af, live-musikken spillede på byens torve og åbningen blev gjort folkelig i Mindeparken.
Men hvordan blev det modtaget af byens borgere? Avisen har været på gaden for at høre folkets mening.
På Kloster Torv fik Kasper Milde en øl sammen med sine forældre.
"Jeg synes, at festugen på byens torve trænger til noget fornyelse og variation. Programmet på Pustervig Torv har været fuldstændig det samme," siger den 38-årige aarhusianer, der er festugegænger på 15. år.
Han er generelt glad for ugen, men mener, at festugen burde stå for underholdningen på byens torve.
"Nu er det op til restauratørerne, og det bliver lidt for ensformigt," siger Kasper Milde, der gerne ville have været til åbningskoncerten i Mindeparken.
"Desværre var der udsolgt på ingen tid. Og det var lidt for sent, man fik at vide, at man faktisk bare kunne komme derud," siger Kasper Milde.
Den midlertidige park på Banegårdspladsen var han skuffet over.
"Man har brugt en masse ressourcer på at at stille gule kasser op og lægge grus på, men hvorfor sker der så ikke noget dernede? Man kan bare sidde og kigge på det," lyder det fra Kasper Milde.

Hans festuge nr. 48

Mogens Reffsgaard har været til festugen alle årene siden 1967.
Den 71-årige aarhusianer har i år været til Birthe Kjær-koncert på rådhuset, hørt musik på Kloster Torv og på Folkestedet, været på Store Torv og på Banegårdspladsen.
"På afstand var jeg skeptisk over for Banegårdspladsen, men nu hvor jeg har været der, så synes jeg godt om det. De har lagt en masse arbejde i at lægge et kæmpe lag grus på, og det synes jeg, man skal anerkende," siger Mogens Reffsgaard.
Han mener, at festugen er blevet mere folkelig.
"Den har været meget kritiseret for at mangle folkelighed de senere år, men det synes jeg, man har formået at indhente noget af i år. Men der er stadig plads til forbedringer. Det er stadig lidt for pudset, lidt for højtravende. Der kunne sagtens være mere musik og liv i gaderne," mener Mogens Reffsgaard.
Ved den store vandlabyrint i Musikhusparken gjorde Louise Hørlück torsdag eftermiddag holdt med sin mand og deres tre børn.
"Springvandet fungerer perfekt. Det er alle tiders for børnene," siger 34-årige Louise Hørlück, der generelt er en tilfreds festuge-gæst.

Parken skulle være 'same'

Hun kunne dog godt ønske sig, at parken havde været lidt mere ”same” som sidste år.
"De måtte gerne have bevaret parken, som den var sidste år. Der var tumlebakker, små gratis koncerter. Man behøvede ikke bekymre sig om trafikken, og det hele fungerede sindssygt godt," siger Louise Hørlück, der har børn på otte mdr., 3 år og 5 år.
"Vi har også gået rundt i Latinerkvarteret og langs åen. Bare for at mærke stemningen spise is. Vi bruger byrummet, og for børnene er det fedt med ting, man kan kravle rundt på, som f.eks. sofaen på Store Torv," siger Louise Hørlück.
Jonathan Vind Hansen på 19 år var til workshop i Ridehuset, hvor der blev afprøvet nye former for undervisning og leg. Han er meget godt tilfreds med festugens udbud af kultur.
"Jeg bruger meget festugen til at få nye oplevelser, og høre om nye, smarte ting," siger Jonathan Vind Hansen.

Smil og musik på strenge

Han stoppede op ved musikinstrumentet, der var sat op mellem Musikhuset og Scandinavian Congress Center, og spillede på strengene.
"Det er sjovt, fordi man interagerer på en ny måde om kunsten. Festugen handler meget om, at man kommer ud og er sammen, og der er smil på alles ansigter. Og det synes jeg, de formår at gøre igen i år," siger Jonathan Vind Hansen.
I Rådhusparken gik Vera og Svend Aage Mølgaard tur.
"Parken her var flottere sidste år. Det gav et helt andet flow, da der var lukket af for biler. Vi synes dog, at blomsterne er rigtigt flotte, og det er godt, at de skænker dem til de ældre på lokalcentrene efterfølgende," siger 63-årige Vera Mølgaard.
Ægteparret har boet i Risskov i 44 år og er vant til at besøge festugen.
"Festugen er helt klart ikke så folkelig, som den tidligere har været. Vi så nogle flotte indianere på Store Torv og en, der sad og spillede guitar. Men der har ikke været noget, som kunne få os til at sætte os ned et sted og bruge penge. Vi har faktisk kun købt en is," siger Vera Mølgaard, der dog glæder sig over Food Festival på Tangkrogen og springvandet i Musikhusparken.
"Festugen er overordnet en god ting. Men den kunne godt være mere folkelig," siger hun.