Derfor er der badeforbud på Vedbæk Strand
Uoverensstemmelse mellem tegninger og et udløbsrørs reelle placering er årsagen til et ødelagt kloakrør ved Vedbæk Strand
I forbindelse med udvidelsen af Vedbæk Havn er der fuld gang i undersøiske udgravninger i Øresund. Lige lovligt meget kunne man fristes til at sige. I forrige uge gravede en af entreprenørens maskiner nemlig et stykke af et 60 år gammelt kloakrør over med sin skovl, så spildevandet strømmede ud i havet blot 80 meter fra stranden. På grund af risiko for høje værdier af E. Coli-bakterier har Rudersdal Kommune derfor forbudt badning på Vedbæk Nord- og Sydstrand lige siden.
Udløbsrøret kommer fra Vedbæk Renseanlæg og leder normalt renset spildevand ud i Øresund omkring 270 meter fra stranden. Det er Forsyningen Allerød Rudersdal A/S, der har ansvaret for afledningen af kommunens spildevand, og her undrer direktør Jane B. Madsen sig over, hvordan de undersøiske gravkøer kunne ramme røret.
"Vi har udleveret ledningsoplysninger, der viser, hvor rørene ligger, men entreprenøren siger, at ledningerne ikke ligger som på deres arbejdstegninger. Vi ved ikke, om det er os, rådgiveren eller entreprenøren, der har lavet en fejl. I første omgang har der været fokus på at udbedre skaderne, og derefter ser vi på, hvem der har ansvaret," siger hun.
"Et hændeligt uheld"
Jane B. Madsen fortæller, at informationerne om kloakrørets placering i sin tid blev givet videre til nogle rådgivere, der efterfølgende tegnede røret ind på en ledningsplan. VG Entreprenører, der står for havneudvidelsen i Vedbæk, har så fået overdraget tegningerne, da de blev hyret til at udføre opgaven. Næstformand i Vedbæk Havn og "ankermand" på havneudvidelsen, Niels de Bang, forklarer, at gravemaskinen har en gps på sin skovl og graver med 25 centimeters nøjagtighed. Overgravningen af kloakrøret fandt sted godt tre meter fra, hvor røret skulle være placeret. Derfor finder han det usandsynligt, hvis gravefejlen skyldes andet end forkerte koordinater på tegningen, eller at røret har forskubbet sig i løbet af de 60 år under vandet. Niels de Bang er dog ikke så interesseret i at placere ansvaret for uheldet.
"Det er et hændeligt uheld, som lige så godt kan være den ene som den anden. De to parter, som kan bære ansvaret, får det bare lavet, og så finder man ud af bagefter, hvordan man deler udgiften," siger han og understreger, at der ikke er mange konsekvenser ved uheldet.
Lækken snart lappet
"Det, der kommer ud af røret, er en ganske ufarlig ting, og reparationen løber maks. op i 100.000 kr., som hverken er havnens eller kommunens problem. Hvorfor rørledningen ikke ligger, hvor den skulle have ligget, har vi ikke nogen fornuftig forklaring på, men årsagen er i havnens øjne ligegyldig. Det vigtige er, at vi har folk på ingeniør-, dykker- og entreprenørsiden, der har handlet topprofessionelt. Det er det, der tæller for os og dermed også for de vinterbadere, der måtte være forskrækket over det," forklarer Niels de Bang.
Det varer heller ikke længe, før de badende atter kan tage en dukkert i bølgerne ved Vedbæk Strand. Onsdag skulle entreprenørens dykkere og ingeniører nemlig være gået i gang med at lappe det ødelagte kloakrør. Rudersdal Kommune oplyser, at arbejdet forventes færdigt fredag den 10. oktober.