Fortsæt til indhold

Enestående transplantationer

Aarhus Universitetshospital starter på transplantation af ledflader

Samfund
Af Hans Larsen

Som det eneste sygehus i Europa kan Aarhus Universitetshospital nu transplantere brusk- og knoglevæv fra afdøde til patienter med skader i ledfladen i knæet efter en sportsskade, trafikulykke eller sygdomme.
Forskere har med forskellige teknikker forsøgt at få ødelagt knæbrusk til at hele, men fælles for behandlingerne er, at de kræver, at knæet ikke belastes uden støtte i op til et år, og resultaterne er ikke ret gode.

Gode resultater

Anderledes gode resultater kan lægerne opnå ved et transplantation af frisk brusk- og knoglevæv. “Fordelen ved transplantation er, at brusken er, som den skal være straks efter transplantationen, og at langtidsresultaterne er gode. Vi forventer, at behandlingen kan holde resten af patientens levetid,” siger Martin Lind, der er overlæge på Aarhus Universitetshospital og professor i idrætstraumatologi ved Aarhus Universitet.
Tidligere på året blev de første fire knæ-patienter i Aarhus transplanteret med brusk og knoglevæv fra en afdød donor. Forventningen er, at der vil være behov for 20-30 transplantationer om året på Aarhus Universitetshospital.
Kirurgerne i Aarhus har fået hjælp til at komme i gang af kolleger på The Steadman Clinic i Colorado, som regnes for at være de førende kirurger i USA indenfor behandling af knæ, skulder og hofter.

Levende knogle

Hemmeligheden ved behandlingen er, at lægerne ikke kun transplanterer brusk men også et stykke levende knogle under brusken.
Kirurgen åbner op ind til knæet og borer et hul i patientens knæled på det sted, hvor brusken er ødelagt. Et cylinderformet stykke brusk og knogle fra den afdøde donor placeres som en prop i hullet.
Erfaringer fra USA har vist, at de transplanterede celler i det transplanterede væv er levende i op til 20 år efter transplantationen, hvilket i lægekredse betragtes som helt enestående.