Usserød Å er under pres
Miljøundersøgelser viser, at tilstanden i åen kunne være bedre. Flere tiltag på tværs af kommuner skal sikre fremtiden
Usserød Å er det sidste stykke tid blevet finkæmmet af biologer, der har nærstuderet åens tilstand og forekomst af fisk, smådyr og planter.
Undersøgelserne er mundet ud i en rapport, som både skal give et øjebliksbillede og bruges til at vurdere effekten af de miljøtiltag, som Usserød Å bliver underlagt.
Læs også: Klar til klapjagt på Hørsholms mink
Biologerne har bl.a. fanget, undersøgt og genudsat fisk for at danne sig et indtryk.
Her har det vist sig, der er en bestand af havørreder, der befinder sig i åen for at gyde, men at bestanden samtidig kunne være større.
Læs også: Syv limousiner har indtaget Usserød Å
Samlet set har biologerne i første omgang fået det indtryk, at Usserød Å er under pres.
“Selvom vi har set en del havørreder og andre fiskearter, så er det umiddelbare billede, at Usserød Å stadig er for belastet af spildevand. Spildevand påvirker dyrelivet negativt, og vi ser derfor kun få af de dyrearter, som findes i rent vand. Samtidig finder vi færre fisk og smådyr, end vi ellers vil finde i denne type vandløb,” lyder vurderingen fra biolog Per Gørtz, som har været med til at foretage undersøgelsen for Rudersdal, Hørsholm og Fredensborg kommuner.
Åen bliver målt
I det store billede er undersøgelsen en del af det EU-støttede LIFE-projekt, der på forskellig vis sigter mod at klimatilpasse Usserød Å frem mod 2016, så man kan undgå oversvømmelser af nærområderne.
I den forbindelse vil åen blive udstyret med måle- og styringsredskaber, så forskere og biologer kan holde øje med både vandstand og biologiske forhold i vandløbet.
Usserød Å indgår desuden i et klimatilpasningsprojekt i Fredensborg Kommune, der har etableret en såkaldt dobbeltprofil på en to kilometer lang strækning af åen i Kokkedal.
Læs også: Sådan skal midtbyen beskyttes mod oversvømmelser
Dobbeltprofilen giver åen ekstra plads, hvis der har været skybrud, så vandet ender i dobbeltprofilen og ikke i folks haver og huse. Der er også blevet lagt sten og stryg i åen, så fisk og smådyr har fået bedre forhold.
På den anden side af kommunegrænsen i Hørsholm er vandstanden i Stampedammen blevet reguleret, så overløbet fra søen er sænket 10 centimeter. Flere kloakoverløb er desuden blevet lukket, mens andre udløb er blevet minimerede.
Projektet og undersøgelserne finder sted med stort tværkommunalt samarbejde.
“En stor del af LIFE-projektet handler om at samarbejde på tværs af kommunerne og om at indrette vores kloakker og tekniske anlæg, så vi tilbageholder og forsinker regnvandet i oplandet til åen. Derved nedsætter vi risikoen for oversvømmelser, og vi minimerer antallet af de situationer, hvor kloakkernes spildevand løber over og ned i åen,” lyder det fra Klaus Pallesen, der er LIFE-projektleder i Rudersdal, Hørsholm og Fredensborg kommuner.
Man kan læse mere om miljøundersøgelserne på www.usserodaa.dk