Fortsæt til indhold

Ude-fitness på vej - multibane i støbeskeen

Placeringen af et nyt areal med ude-fitness er fundet i Sabro. Nu planlægger de en multibane

Samfund
Christina S. Johansen

Endelig er placeringen af et nyt udendørs fitness-areal fundet i Sabro.
Fitness-området kommer til at ligge på spejdernes areal ved Sabro Hallen.
Det er ellers mere end et år siden, at pengene blev givet og Sabro udpeget af Aarhus Kommune.
Tiden er blandt andet gået med planlægning.
“Vi går og venter lidt med at sætte i gang, da vi forsøger at finde penge til en multibane, som kan ligge i forlængelse af fitness-området med en eller anden flydende overgang,” siger Flemming Poulsen, formand for Sabro IF.

Har fået afslag og støtte

Idrætsforeningen har sendt en ansøgning til Nordea-fonden og DBU's pulje til multibaner, men har i første omgang fået afslag. De forsøger sig dog igen i foråret.
Sabro IF har også søgt penge hos både Aarhus Kommune og Lokale og Anlægsfonden, og her har der været velvilje.
Sidstnævnte har støttet med 150.000 kroner, og Aarhus Kommune vil støtte med 37 procent af anlægsprisen op til 415.175 kroner.
“Vil vil gerne op på cirka en millioner kroner for at kunne få den type multibane, som vi gerne vil have,” siger Flemming Poulsen.

Flere aktivitetsmuligheder

Multibanen, som Sabro IF har udset sig, har kunstgræs og mulighed for både at spille fodbold, hockey og andre små-spil.
“En multibane vil give os øgede aktivitetsmuligheder og mulighed for at afprøve nogle nye aktiviteter både som enkeltpersoner og som klub. Måske kan vi have instruktører dernede af og til. Jeg tror på, at fleksibiliteten i banen virkelig vil fungere, og jeg tror på, at nogle af dem, som ikke allerede kommer her, vil benytte den,” siger Flemming Poulsen, som mener, at det 3.000 kvadratmeter store areal ved hallen er helt ideelt til de to motions-områder.
“Det skal ligge, hvor folk har deres daglige gang. Her henter forældrene deres børn fra SFO, og de henter og bringer til sportaktiviteter. Desuden starter eksempelvis løbeskolen og cykelholdet her,” siger Flemming Poulsen.
Hvis ikke Nordea-fonden og DBU giver støtte denne gang, vil Sabro IF revurdere projektet om en multibane.
“Jamen så må vi kigge på projektet igen og stille os selv spørgsmålene: Hvad kan vi nu gøre? Hvad skal klubben satse på nu?” Siger Flemming Poulsen.
Hvis Nordea-fonden og DBU bakker op, når Sabro IF cirka millionen.