Prismodtagende skuespiller har travlt
Johanne Louise Schmidt fra Skanderborg er lige nu aktuel i både biografer og på Det Kongelige Teater
skuespiller Der er ikke særlig mange tidspunkter i øjeblikket, hvor det lokale skuespiller-talent Johanne Louise Schmidt kan stoppe op og slappe af. Kalenderen er nemlig ret booket. Fredag havde hun premiere på teaterforestillingen ’Hedda Gabler’ på Det Kongelige Teater, hvor hun spiller hovedrollen, lørdag modtog hun Kronprinsparrets fornemme Stjernedryspris i Aalborg, og onsdag havde hun gallapremiere på biograffilmen ’Fasandræberne’, hvor hun spiller rollen som Rose i Afdeling Q. Midt i al den travlhed tog Johanne dog tid til at snakke med Lokalavisen om sin tilknytning til Skanderborg og rollen som Rose.
Har altid været kreativ
Allerede som ganske lille viste Johanne sin interesse for det kreative. Hun gik på Morten Børup Skolen, hvor hun sang i skolekoret og samtidig var tilknyttet en teatergruppe i Aarhus. “Det med at lære at læse og regne var jeg ikke så hurtig til, men jeg var virkelig glad for at være kreativ og god til det. Jeg spillede blandt andet meget på klaver og var med i flere musicals, da jeg var lille,” fortæller Johanne. Da studenterhuen fra Skanderborg Amtsgymnasium var sat på hovedet satte Johanne alt ind for at forfølge drømmen om at blive skuespiller. Det lykkedes i 2005, da hun blev optaget på Statens Teaterskole i København.
Det er mit bud på en Rose
Siden har hun været med i flere teaterforestillinger på blandt andet Det Kongelige Teater, og nu er hun for første gang aktuel på det store lærred med rollen som Rose i filmatiseringen af Jussi Adler Olsens bog ’Fasandræberne’. En rolle, som hun er glad for at få, og faktisk havde hun læst alle bøgerne i serien, inden hun overhovedet vidste noget om filmrollen. “Alle, der har læst bøgerne, har nok deres helt egen opfattelse af, hvordan Rose er. Jeg har sammen med Mikkel Nørgaard (Instruktøren, red.) givet mit bud på en Rose,” lyder det fra Johanne, som godt kan se sig selv en smule i karakteren som Afdeling Q’s excentriske sekretær. “Alle mennesker har mange aspekter. Der er nogle aspekter hos Rose, som jeg godt kan se i mig selv. Hun er en person, der går ind i folk med træsko på, sådan er jeg nok også selv. Men samtidig kan jeg virkelig også være ekstremt genert og usikker, når jeg føler mig på udebane,” fortæller Johanne meget ærligt. I Jussi Adler Olsens bøger får Rose en større og større rolle i historierne om Afdeling Q. Om det samme gælder i filmene, ved Johanne dog endnu ikke. “Det er spændende at se, hvordan hun udvikler sig i de andre film. Jeg synes, det har været spændende at lave ’Fasandræberne’ og glæder mig til de andre,” smiler hun. ’Fasandræberne’ og Johanne i rollen som Rose kan i øjeblikket ses i biografer over hele landet.