Amerikanske klage-tilstande truer sundhedsvæsenet
Region Syddanmarks plan om at anke flere patient-sager kan måske bremse uheldig tendens, mener professor
At Region Syddanmark har besluttet at anke flere patient-erstatningssager, kan vise sig at være det første skridt mod en uheldig tendens i Danmark.
Det mener professor i sundhedsøkonomi på Aarhus Universitet, Jes Søgaard.
“Der går rygter om en tiltagende amerikanisering af det danske patiensforsikrings-system. Altså at lidt for mange lidt for smarte advokater kører erstatningssager for at tjene penge på det,” siger Jes Søgaard.
Han understreger, at han ikke kan bevise, at en sådan tendens finder sted.
“Men der går vedholdende rygter i miljøet om, at dén udvikling er ved at slå igennem,” siger han.
Slå hælene i
Hvis rygterne taler sandt, risikerer sundhedsvæsenet at blive en pengemaskine for patienter og deres advokater.
“Set i dét lys, giver det udmærket mening at slå bremserne i,” siger Jes Søgaard.
Han ser sig ikke i stand til at vurdere realismen i region Syddanmarks plan om at spare 8,5 millioner kroner om året ved at anke flere sager.
“Det svarer til cirka fem procent af regionens udgifter til erstatninger. Men måske ligger den virkelige besparelse i at bremse den amerikanisering, som måske er ved at finde sted. Den kunne nemlig blive meget dyr,” siger professoren.
Han ser dog også en ulempe i Regionens plan.
“Man kunne forestille sig, at flere patienter, som rent faktisk har grund til at klage og kræve erstatning, lader være, fordi de står overfor en region, der anker mange sager,” siger han.