Fortsæt til indhold

Landsbykvinder laver ’Lyserød Randersvej’

Kvinder fra Spørring-Hadbjerg sender lyserøde balloner over Randersvej

Samfund
Kian Johansen

I Spørring og Hadbjerg, de to små landsbyer langs Randersvej nord for Aarhus, holder byens kvinder 'Lyserød Randersvej' lørdag 4. oktober.
Over 100 lyserøde balloner, et pr kvindebryst, sendes op efter klokken 15.00.
“Det gør vi for at styrke sammenholdet og samle ind til Kræftens Bekæmpelse og forskning i brystkræft og for at støtte op om Lyserød Lørdag, som Kræftens Bekæmpelse står bag,” lyder det fra en af bagkvinderne, Rebecca Abl.
“Små samfund rummer stor omsorg og parathed til at hjælpe hinanden, fx i forbindelse med sygdom, men for at kunne give og modtage hjælp fra sine 'byfæller' er det vigtigt at kende hinanden lidt bedre,” lyder devisen.
Kvinderne i landsbyerne laver en kæmpe frokost sammen, inden de lyserøde balloner sættes fri over Randersvej.
Hanne Jeppesen, en af initiativtagerne til arrangementet, forklarer:
“Ideen bag det hele er at gøre noget godt i forhold til en lumsk sygdom, som rammer rigtig mange kvinder, og samtidig styrke sammenholdet og netværket i vores små landsbyer. Når en familie bliver ramt af sygdom eller på anden måde pludselig står i en svær situation, så er det vigtigt, at vi kender hinanden så godt i byen, at vi hverken er bange for at give eller tage imod hinandens hjælp.”
I alt har mere end 50 kvinder tilmeldt sig, hvilket betyder, at frokosten skal nydes i Fælleshuset. Madlavningen foregår i grupper af fire hjemme i køkkenerne hos nogle af kvinderne om formiddagen. Klokken 15.00, umiddelbart efter frokosten vil deltagerne i både Spørring og Hadbjerg gå ud til Randersvej, hvor de i samlet flok sender lyserøde balloner op – en pr. hvert bryst.
Kvinderne i byen har fået sponsorer til at betale al maden, så de 10.000 kr, som deltagerne i alt betaler til arrangementet går direkte til Kræftens Bekæmpelse og forskningen i brystkræft.