Fortsæt til indhold

Før havde Jan ondt af sig selv

Jan Due har fundet sin rette hylde som bestyrer af City Bowling

Samfund
Lars Saugbjerg

“Det her er starten på et nyt kapitel i mit liv.”
Jan Due sætter sig bedre til rette på den gamle krostol, og læner sig ind over bordet.
“Jeg glæder mig til hver eneste dag, jeg står op til.”
Den 40-årige bestyrer af City Bowling mener det. Med en seriøs mine beskriver han sin “rejse” i livet. En rejse, som blandt andet har budt på skilsmisse, deltagelse i realityprogrammet Robinson og jobskifte.
“Før gik jeg og havde ondt af mig selv. Det hele var så uretfærdigt. Robinson gav mig et nyt syn på livet, så nu har jeg lært at leve det - for hvem ved, hvad der sker i morgen? Man skal gøre det man vil, så bliver man glad. Og når jeg er glad, kan jeg give min glæde videre til andre,” lyder fra Jan Due.

Krohygge og bowling

I 6 ½ år arbejdede Jan Due som daglig leder i FIC's Fredericia Bowling/Keglecenter. Og “det var da fedt nok”, som han siger.
“Men så fandt jeg kærligheden. Desværre var jeg hendes fars leder - og af frygt for nepotisme går den slags ikke i Fredericia Kommune. Jeg fik tilbudt en anden stilling som koordinator, men takkede nej,” fortæller Jan Due.
Efter en kort ansættelse hos Arla, fik Jan Due en opringning.
“Det var City Bowlings Gunnar Lund, som jeg tidligere havde haft kontakt med. Han ville ansætte mig som bestyrer, og der sagde jeg ja til.”
Gunnar Lund er 67 år, og trækker sig snart tilbage. Han har haft stedet i 25 år.
“Det startede jo som morgenværtshus, men for 15 år siden blev bowlingbanerne bygget til. De er blevet passet og plejet til UG, kryds og slange. Anlægget er i tip-top stand,” konstaterer Jan Due, der på sigt vil forpagte stedet.
Det er planen, at han overtager City Bowling inden for et års tid.
“Her er krohygge og bowling på én gang, og stedet skal i vid udstrækning køre videre i samme ånd. Jeg er vild med atmosfæren. Den vil jeg værne om.”
Stedets sjæl skal forblive intakt, men Jan Due ser frem til at udnytte husets muligheder bedre.
“Det skal være et 'in-sted' for både hr. og fru Jensen og de unge. Og her skal ikke kun være bowling. Rammerne er i orden til forskellige sociale arrangementer, for eksempel intimkoncert, backgammonturnering, udstillinger eller vinsmagning. Det vil kræve meget arbejde, men jeg er villig til at tage det. City Bowling ER godt nu - på sigt bliver det fantastisk.”