Fortsæt til indhold

Fortsat fremgang for erhvervsklimaet i Køge

Køge Erhvervsudviklingsråd kan nikke genkendende til anbefalingerne fra DI til Køge Kommune i deres seneste undersøgelse af kommunernes erhvervsklima.

Samfund
Arkiv

UDVIKLING For fjerde år i træk er Køge Kommune gået frem i DI's store erhvervsklimaundersøgelse, og ligger nu på en samlet 18. plads ud af 96 kommuner.
Det er en fremgang på én plads fra sidste år og kommunens hidtil bedste placering. Fremgangen skyldes blandt andet en mere positiv vurdering blandt de lokale virksomheder af kommunens sagsbehandling, fysiske planlægning og kommunikation.
Det kan Ulf Stephenson, formand for Køge Erhvervsudviklingsråd, nikke genkendende til:
- Vi skal fastholde og udnytte kommunens gode image. Køge Erhvervsudviklingsråd har derfor bakket aktivt op om ansættelsen af Køge Kommunes nye Marketingschef, som netop skal udbrede budskabet om kommunens erhvervsvenlighed til omverdenen.
Og jeg kan kun opfordre de forskellige erhvervsforeninger til også at bidrage til at formidle det positive budskab om kommunens erhvervsvenlighed.
Samtidig er Køge Kommune igen i år landets næstbedste kommune, når det gælder de såkaldte statistiske rammevilkår, som dækker over for eksempel erhvervsfrekvens, størrelse på dækningsafgift og omfang af erhvervsbyggeri.
- Køge Kommune har en ambitiøs erhvervspolitik, og har formået at tiltrække en masse spændende projekter, der udvikler både geografien og det lokale erhvervsliv.
Køge fungerer på den måde som vækstmotor og rollemodel for andre kommuner på Sjælland.
Kommunen har samtidig på det seneste møde præsenteret os for deres overvejelser omkring forbedring af arbejdsgangene for eksempelvis sagsbehandling, som lægger sig tæt op af DI's anbefalinger. Men der er fortsat et potentiale for et bedre erhvervsklima, siger Ulf Stephenson og tilføjer:
- Vi i Køge Erhvervsudviklingsråd opfatter DI's årlige undersøgelse som et værktøj til dialog mellem Kommunen og det lokale erhvervsliv.
Netop dialogen tager vi meget seriøst, og arbejder hele tiden på at øge den gensidige forståelse for de dilemmaer, der uvægerligt opstår i forlængelse af de mange byudviklingstiltag, hvor forskellige interesser og behov er i spil. Vi ved, der er udfordringer – specielt med alle gravearbejderne – men vi forventer en endnu bedre placering næste år. For nylig talte jeg fx med en lokal entreprenør som havde oplevet at få byggetilladelser til 2 byggerier, efter blot 10 dages sagsbehandling hos kommunen.
Det er et rigtig godt eksempel på, at der trækkes i den rigtige retning.
Aktuelt glæder Ulf Stephenson sig også over det hvordan det lokale erhvervsliv har det.
- Meldingerne fra de lokale banker er enslydende. Erhvervskunderne i Køge har det bedre end de har haft det i mange år, og der er positive forventninger til fremtiden over en bred kam. Det er klart at det fremkalder optimisme, siger han.
Ud fra hvor Ulf Stephenson selv sidder til daglig som direktør i speditionsvirksomheden Holship Danmark A/S, beliggende i Køge Havn, er der også masser af grund til optimisme.
- Vi oplever en stigende aktivitet og omsætning, ikke bare hos os, men også hos de øvrige virksomheder i Køge Havn. Største udfordring er her at vi mangler plads, men det ved vi jo vil løse sig i takt med at Køge Havn løbende udbygges hen over de kommende 6-8 år, siger han.